søndag den 3. april 2011

Jeg blev snydt for det gode vejr....







for vi har været på forlænget week-end hos familie i Norge. Deroppe var vejret rigtig træls, med tæt tåge og fugtigt vejr. Men nu vel hjemkommet til vores egen matrikel i DK, har vi bestemt, at sætte vinterstøvlerne i hi. Nå pyt, med det med vejret (der kommer vel mere af det gode vejr), vi skulle se vores norske værter´s nye feriebolig som ligger ca. 5o m fra vandkanten, ved indsejlingen til Oslo-fjorden. Og det var bestemt et dejligt hus, med fin beliggenhed, og vi er inviteret til at komme igen en anden gang, og det tror jeg bestemt ikke vi siger nej tak til, for vi havde det så hyggeligt, godt nok mest indendørs p.gr.a. vejret, men det blev da også til flere ret lange spadsereture.



Det er ret længe siden, at vi har været sammen med den del af familien, så der var nok at tale om, og gode middage og rødvin beværtede de os med. Og ja, friskbagte vafler efter en spadseretur, det er altså ikke så dårligt!


Og strikketøjet, havde selvfølgelig fået en plads i kufferten, så sidde i sofaen og få serveret et glas rødvin medens værten kokkererede ved komfuret, det var heller ikke dårligt.


Jeg lider jo af "Startitis" for tiden, så der blev startet på endnu en VIGGO fra Rasmilla, (så nu er der 2 på pindene på samme tid). Den som jeg er startet på i restegarn, kommer vist til at være en str. 4 år, så mon ikke Marie kan få glæde af den. Den nyligt opstartede skal være til Hans, altså str. 2 år. Garnet er uld/bomuld, og ganske kække farver synes jeg.


Og garnet er ikke restegarn, men det garn jeg kom i besiddelse af i torsdags, så nu er lageret fyldt op igen!!! DEJLIGT, DEJLIGT !!!!!


Dejligt er det nu også at være hjemme igen, og dejligt er det at tænke på, at på tirsdag er der strikkecafé igen, og dejligt er det, at om et par minutter er kaffen parat og det er jeg også, så skal der hygges i stuen med strikketøjet. Og ja dejligt vil det være hvis vejret i morgen bliver fint, for da starter der jo en ny uge.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar