onsdag den 31. december 2008

Jeg vil ønske alle, som kigger forbi min blog, et rigtigt godt nytår.

På denne dag, hvor år 2008 er ved at rinde ud, kan man jo lige tage sig tid til et tilbage-blik. Det har jeg lige gjort, og kom uvilkårligt til at tænke på WEB-STRIK, og på den inspiration jeg har fået der, men bestemt også på de søde mennesker, som man træffer her. Jeg har så vidt jeg ved ikke mødt nogen "live" endnu, men jeg har mødt dem her på nettet, og siger tak for mails/gode råd/stor inspiration og ikke mindst for breve sendt med Postmand Per. GODT NYTÅR!!!

STRIK: Jeg er begyndt, at strikke ærmerne med på SARA LUND, og datteren kommer på besøg i morgen, og hvis jeg er rigtig flittig, så kan den vist blive færdig, så hun kan få den med hjem i våd tilstand. Nå, nu får vi se for nytåret skal jo også fejres. Men hvis jeg skal være ærlig, så håber jeg den bliver færdig senest i morgen lige over middag.

lørdag den 27. december 2008

Hvor dum kan man være???



Så dum, at SARA LUND nu kun ser sådan ud !!!

Jeg havde et frygtelig hastværk med at få startet på sweateren, og har derfor nok rodet godt og grundigt rundt i mine rundpinde. Den kom godtnok til at være noget kropsnær, men både datteren og jeg synes det gik an. I går startede jeg så på et ærme, og ville her til morgen lige se hvordan det tog sig ud sammen med kroppen, og ups, så opdagede jeg at kroppen havde jeg strikket på pind 6 og ikke som planlagt pind 7. Så var der jo kun en vej, trævle, trævle, og ærgre sig en del. Men nu er jeg startet igen og nu tror jeg det bliver godt, nu bliver den nok heller ikke nær så kropsnær, og jeg er en erfaring rigere, tjek altid pindetykkelse, især ved rundpinde.
Mon der er nogen som har en god idé til opbevaring af rundpinde, mine ligger i en kasse, men måske findes der noget mere smart? Jeg hører gerne om der gør det.

Vi havde en rigtig god jul, akurat som jeg havde forestillet mig det, med glade, forventningsfulde småbørn, som nød at gå rundt om træet, men de var lidt trætte på det tidspunkt, og fornuftigt nok, fik de nattøj på, inden ræset med gaverne, så de var klar til at putte når de blev for tætte. De fik et par pakker hver, og så kunne de vist ikke overskue mere, på den tid af dagen, så de resterende maaange pakker blev lagt til side, så de kunne pakkes op dagen efter og dagen efter igen. Sådan kan det gøres endnu fordi de er så små, men det bliver vist ikke ved at gå.
Nu kan jeg mærke sofaen kalder på mig, det er også o.k. for jeg har ferie, jeg tror jeg tager kameraet med ned på sofaen og måske en kop kaffe (hygge, hygge)Måske kan jeg få held af at indstille datoen rigtigt på kameraet, det betyder jo noget for filnavn, og vi skal jo inden så længe på ferie, og så tages der jo en del billeder.

tirsdag den 23. december 2008

GLÆDELIG JUL






JEG VIL ØNSKE JER ALLE, SOM KIGGER FORBI MIN BLOG, EN GLÆDELIG JUL.




Vi er ved at være klar til at holde jul, træet er pyntet, risalamande er lavet, gaverne pakket ind, jeg mangler bare lige at pakke pakkerne ind til pakkespillet 1. juledag. Har i år fundet en rigtig hade gave (jeg fortæller ikke hvad det er, for sæt en af spillerne kigger med her), men det er ihvertfald noget som jeg ville være ked af at få.

Der er ved at falde en så dejlig ro over det hele. Har lige været oppe i byen, og jeg tror, at folk har gjort de sidste indkøb, det kunne det se ud til, der var ikke kø ved kasserne, og der blev vist kun handlet småting.

Sara Lund, er næsten nået til ærmegab, men den hviler nu, for måske er den for lille. Jeg vil ikke strikke mere på den før datteren har prøvet den. Derfor er jeg gået i gang med ca-cardigan.

Nu må jeg vist se at komme videre for der er ligge et par julekort som skal sendes.



søndag den 21. december 2008

NOSTALGI/STRIKKETØJ M.M.

Så er vi nået til 4. søndag i advent, og det sidste lys i kransen skal tændes i aften, og jeg skal nok sidde med SARA LUND strikketøjet og nyde de levende lys, klejnerne vi lavede i går, og måske også lidt juleknas. Det er jeg sikker på husbond ville sætte pris på kom på sofabordet. Gad vide hvad de viser i TV, måske noget hyggeligt her op til jul, nå ja, der kommer jo nyheder som sædvanligt, men det er nu ikke hyggeligt, med al den krig og ufred, og de kommer helt sikkert også omkring de 3 dræbte soldater i Afganistan, og hvem kan så lade være med at sende soldaternes pårørende en medfølende tanke. De får en anderledes jul, og har andet at tænke på end strikketøj, levende lys og julens snarlige komme.


Måske bliver det til noget andet strikketøj i aften, for jeg går og tænker lidt på et par filtede vanter fra Drops Design, måske til datteren. Eller også skulle jeg se at få styr på det her garn, som jeg fik foræret i fredags, af en god bekendt. Jeg tænker på om det måske kan udvikle sig til en cirka-cardigan, som jeg brændte varm på i sommer, set hos http://www.slagtenhelligko.dk/2008/06/23/en-cirkacardigan/
Jeg synes lige garnet her kan egne sig til den cardigan.
Nå, vi får se??
Jeg er ikke jule-stresset og det er så dejligt, i dag gik turen på kirkegården i Horsens, og jeg tog da også lige en strøgtur, og blev noget så nostalgisk, tænk ''julemanden der banker" stod i vinduet hos Modecenteret, den butik til K.Madsen Trikotage, da jeg var en lille pige, men julemanden er den samme (jeg er glad for, at de passer på ham) for når jeg ser ham, mindes jeg de dejlige søndage, med min mor og far i hånden på Søndergade hvor Frelsens Hær sang og spillede dengang, og det gjorde de sørme også i dag. Så nu kan julen godt snart komme, stemningen er ved at indfinde sig!

torsdag den 18. december 2008

"SERVERET PÅ ET SØLVFAD" -Skal julen NU se sådan ud?

Jeg blev inspireret den anden dag da jeg besøgte en blomsterbutik, kom i tanke om, at vi til sølvbryllup for 12 år siden, fik et sølvfad af en nu afdød moster. Det har hele tiden været pakket ind i en plastikpose, så det skulle ikke pudses først, men var klar til brug. Den lille lysestage i zink til juletræslys og skjuleren også i zink, det måtte jeg eje, for det skulle altså hjem og "serveres på et sølvfad", og pynte i min stue. Husbond kom ind i stuen og udbrød, "SKAL JULEN NU SE SÅDAN UD?, ja, den er da godt nok flot, men den er ikke som dine dekorationer plejer at være til jul". Der var den igen, det som vi vel alle glædes over, nemlig gentagelsen, og det er julen jo. Vi gentager vel alle nogle ting fra vores barndom, og nogle traditioner vi selv har skabt, og dem gentager vore børn nogle af, plus de så gentager ved at skabe nogle traditioner for deres børn. Og jeg holder meget af de gentagelser, så jeg forstår godt husbond kom med det udbrud, men han kan være helt rolig, kan han, for der skal nok komme de vante dekorationer, blot med lidt variation som vanligt. Det skal jo blive en jul som det plejer! Men man må nu godt skeje lidt ud en gang imellem, det gør jeg ihvertfald. Tænk, i år er vores adventskrans ikke en rund eller oval krans med hvide lys, som den plejer, nej, den er lavet i en arvet sølv-skål og har sorte blanke lys. Så forstår i nu, at husbond er nervøs for hvordan mon julen kommer til at se ud nu?

CLARA VEST er strikket, den er til en af småpigerne. Den blev synes jeg selv, ganske fin med bladmønsteret. De passer faktisk næsten den samme størrelse nu (1/2 års forskel) på dem.
Nu har Jens på næsten 3 år (trodsalderen) meddelt, at han ikke vil have strikket tøj på, for det kradser! Så på den front holder jeg en pause, til han kommer på bedre tanker. Det kan være han en dag gerne vil have noget strikket på for at holde varmen.
Så de hæklede firkanter m/blomst kom frem i aftes, det tørklæde skal jo også være færdigt. Det er nu ganske hyggeligt at sidde og hækle firkanter.
I morgen skal der julehygges igennem, da kommer Regitse, sammen med sine forældre. Vi skal lave konfekt, spise æbleskiver have tændte stearinlys, høre CD med julemusik, og ikke mindst, skal sønnen og jeg koge klejner. Jeg sendte ham en SMS og spurgte om vi skulle koge klejner (som vi plejer) og fik hurtigt en SMS tilbage med ordlyden "ja selvfølgeligt".
Åh, det bliver hyggeligt, og så vil jeg altså varme lidt op til før-julehyggen med besøg på tidligere omtalte gårdbutik, jeg må altså have fat i garn til SARA LUND SWEATER.
Jeg stod tidligt op selvom jeg har juleferie (husbond skulle arbejde og til julehygge idag), så sengen var tom, da jeg stod op, og fluks kom sengetøjet af og i vaskemaskinen, dynen kom i tørretumbleren sammen med en tennisbold, som jeg dog ikke lige kunne finde, men jeg havde en anelse om hvor jeg skulle søge, og ja, den var jo kommet i kurven med mormor/farmor legetøj.
Så gik turen her til PC, hvor jeg lige måtte maile til en webstrikker, som jeg har mailet med de sidste dage, det er så hyggeligt. Jeg kender jo ikke sådan rigtig personen, men verden er altså ikke stor når man bare sådan lige kan maile og sommetider få post, som postmand Per kommer med, fra andre webstrikkere. Måske er det ligesom dem der siger, "jeg har mødt den og den på FACEBOOK", forskellen er vist kun, at jeg møder mine nye venner på webstrik. Og det er dejligt!

Så er der dømt juleferie

Så er jeg nået til det tidspunkt hvor jeg er gået på juleferie, det er dejligt, og jeg behøver ikke stresse rundt for jeg er godt med m.h.t. juleforberedelser. Der der skal godt nok hygges igennem. Det bliver godt for krop og sjæl. Ferien bliver ret lang, for vi har for en lille uge siden købt en super-billig rejse til Tenerife lige efter nytår. Rejserne er jo billige for tiden p.gr.a. finanskrisen, det kunne vi ikke stå for, og vi glæder os til lidt bedre vejr, afslapning, oplevelser m.m.

Mit garnlager bliver vist alligevel ikke reduceret med garnet til SARA LUND sweater. Jeg tror den bliver for tyk, og garnet passer vist ikke til det brune uldgarn, som min datter har købt. Så der må findes en løsning på det problem, og det håber jeg allerede jeg har fundet gårdbutikken http://www.lenep-katrinlund.dk ved Bryrup, ikke langt for mig at køre. Der tror jeg, at jeg kan få det råhvide garn, det skal i hvertfald prøves i morgen eller på lørdag. Jeg synes det ser ud til at være en spændende butik, og måske kan jeg få lidt julestemning ind under huden, ved et besøg der.

onsdag den 10. december 2008

HVAD GEMMERNE GEMTE

Hvor heldig kan man være!!!!!
Min datter har et stykke tid efterspurgt en "Sara Lund Sweater", og nu har jeg en opskrift på den. Og noget sagde mig, at en gang for mange år siden, strikkede jeg en isænder sweater til husbond, og havde også planer om en sweater til mig selv. Det var tilbage i halvfjerserne, da den slags var meget på mode.Den til mig selv blev aldrig mere end lige påbegyndt, og jeg har det ikke så godt med at smide noget ud og så ........, op at søge i gemmerne og vupti, der var garnet (det vidste jeg nu godt, for jeg har haft fat i det flere gange i tidens løb). Hele 650 gram råhvidt var der efter en tur på vægten, og 75 gram brunt, men nu må jeg så ud (evt. på nettet) for at se om jeg kan finde ca. 150- 200 gram brunt garn.
Det er Patons Natur garn, hvis nogen ved hvor jeg kan få fat i sådan noget eller måske er der en derude blandt strikkerne i blogland, som ligesom mig, har det med at gemme noget af det garn i brunt, og evt. vil sælge det til mig, ja så bliver både datteren og jeg meget glade.

søndag den 7. december 2008

Kreativ juletid

Sidste søndag var børnene fra Viborg her. Jens og mormor havde det hyggeligt, vi bagte figurer og pølsehorn. Stolt var drengen, da vi spiste de nybagte figurer til eftermiddagskaffen. Bagefter gik vi op for at tage imod julemanden, som kom til byen i brandbil, og på pladsen var der også en rigtig brandbil, som Jens fik lov til at sidde i, han gjorde godt nok store øjne!

Husbond fik jo en mexicanspejs i fødselsdagsgave, og han er nu en del kreativ ham som jeg deler avis med. Jeg kan da lave et nisse-landskab i ovenen, sagde han. Så jeg måtte ud at købe et lille hus af metal, elektriske fyrfadslys og finde mit pladevat og nogle små nisser frem inden jeg gik på arbejde fredag eftermiddag, og se hvad der stod i gangen da jeg kom hjem om aftenen, jo husbond havde haft travlt. I dag er der anskaffet en nisse, som er på vej ned i skorstenen. Mon ikke de kære små gør store øjne næste gang de kommer på besøg. Vi har da vore børn var små altid haft en nisselandsby, på et gammelt arvet skab, inde i stuen. Og nu også ude i gangen, ja man "kammer" da helt over når man har børnebørn.

Status på strikkefronten: Vest til Jens i rib, fra Sødt og Blødt, str. 3 år er færdig. Thora´s vest HEARTS i blommefarvet uld (rest fra ugle-kjole) skal monteres i aften, så Regitse kan få den på i denne uge.
I aften håber jeg, at jeg kan få startet på en vest CLARA til Marie, jeg tor jeg har noget mere af det mørkeblå garn uden banderole, så kan hende og Jens jo blive næsten ens, ihvertfald i farven på veste.
Jeg synes jeg er godt med til julens komme, min plan var jo også, at undgå "julestress", det er lykkedes meget godt indtil nu. Jeg mangler faktisk kun at købe gave til svigersønnen, de stegte sild er lagt i lage, og der er pyntet op. De sidste dekorationer bliver først lavet op mod jul. Så planen holder, og i aften skal vi se håndbold på TV, håber DK vinder.
Jeg glæder mig for øvrigt til at svigerdatteren kommer og vi sammen skal lave konfekt inden jul, det bliver hyggeligt.
Og måske tager husbond og jeg en uge sydpå lige efter nytår, vi har talt om det, så nu må vi se hvad det bliver til.





lørdag den 29. november 2008

Det var en "OMMER"



Sidste søndag aften strikkede jeg et par futter i sheltlandsuld til Regitse, som hun kan have glæde af, når hun sover til middag i sin barnevogn. De blev valket i vaskemaskine, og jeg synes de blev fine, men ak, ak de var lige til den midste side til barnets fod, så det må blive en "ommer". Men jeg har da heldigvis mere garn.


I aftes var vi til julefrokost med husbonds firma, det foregik på Pejsegården i Brædstrup. Vi så ØM-revy og fik dejlig vildt-menu, men der er nu lidt eftervirkninger i dag, i den gamle krop, for kl. blev midt om natten inden jeg fik lagt hovedet på puden, og det i fuldstændig ædru tilstand, for det var mig der havde tjansen med at køre hjem.
Nå, men den træthed/sløvhed i dag, ja den måtte jeg altså gøre noget ved, så nu har jeg bagt både vanilliekranse og finskbrød til den forestående højtid (de smager jo bedst her før jul), og det forebygger jule-stress at det er overstået, og jeg vil altså ikke have stress i år op til jul, nej jeg vil hygge mig, så må jeg nå det jeg når, ja det er mit fortsæt, håber det holder.

På strikkefronten er der gang i vest til Jens og til Reitse. Jens og Marie kommer og skal overnatte til i morgen, og sidst på eftermiddagen i morgen, skal vi op at se juletræet midt i byen blive tændt, og gæt hvem der kommer med slik til børnene?

tirsdag den 18. november 2008

Vingeærme fra Kækt og Klasisk




Jeg har strikket vingeærme, til vesten til Marie, det blev ganske godt, så jeg kan vist roligt strikke det andet ærme også, så tror jeg den bliver fin, farven snyder lidt på billedet.


I aften skal til til Borgerforeningens banko spil, og håber selvfølgelig på gevinst, men det er nu også for at være social med et par venner, det er ganske hyggeligt. Dog ikke sidste tirsdag, da var der en mand som fik hjertestop, før spillet begyndte, det var en meget ubehagelig oplevelse.Så der kan man se, sidste tirsdag var han gået til bankospil, og her tirsdagen efter, er han blevet begravet. Ja, man skal altså huske at leve mendens man kan.

I dag har jeg så julet lidt, lavet advendtkrans og kalenderlysdekoration til søn/svigerdatter, det er meget moderne, for der er anvendt sorte lys. Men dde blev da ganske fine, hvis jeg skal sige det selv. Regitse skal passes her i den kommende week-end, så er det meget passende, at de kan få dekorationerne med hjem, de kan sagtens holde hvis de opbevares koldt, det ved jeg for jeg har så tit været til blomsterbinding midt i november og de dekorationer har da holdt o.k.

lørdag den 15. november 2008

Veste til småpigerne






Nu er der for alvor gang i veste til småpigerne. Jeg er i gang med en nærmest rustrød vest/undertrøje til Marie fra bogen "Sødt og blødt" af Lene Holme Samsøe, og den får vingeærme, inspireret af bogen "Kækt & Klasisk" af samme forfatter. Ja, hendes opskrifter er bare gode synes jeg, så de 2 bøger bliver godt slidt her i huset. Det næste projekt, bliver en vest til Jens efter samme bog. Nu har jeg nemlig lavet en prøve af det garn jeg har fået foræret, og som ikke har bandarole. Strikkefasthed er afprøvet, og prøven har været i vaskemaskinen, og den artede sig godt også efter vask. Men først skal jeg lige have Maries vest færdig, og jeg er også startet på HEARTS efter Tora´s opskrift, den lavede jeg også et par stykker af sidste år, men jeg synes nu det er lidt svært at få begyndt (knækket koden), for jeg bruger et andet maskeantal, men når der er helt stille og jeg får mulighed for at koncentrere mig, ja så er det da lykkedes. Garnet er noget jeg havde tilovers fra uglekjolen, som jeg strikkede i august. Benvarmerne til datteren er også færdig, og ligger p.t. til tørre.


Torsdag kom Regitse på besøg (ferie), for vuggestuen havde lukkedag fredag, og nøj, hvor Regitse og farmor hyggede sig. Om natten sov vi sammen, og fredag var bare helliget vores samvær. Vi bagte fraskbrød og legede sammen. Så var der tid til middagssøvn, og da den var slut, kom forældrene. Vi spiste vort friskbagte brød til kaffen.
Dejligt at Regitses far, har fået job. Det han er uddannet til er cand.mag., og der stor arbejdsløshed indenfor for det område, men hvor dejligt, at han har fået et job nu. Han vil jo så gerne ud og prøve det af, som han har lært. Det er jo ikke nemt at være 30 år, og så have 25 års erfaring, men endelig er det lykkedes. Godt for ham og hele den lille familie. Hans humør var selvsagt i top.


søndag den 9. november 2008

Benvarmere og mos m.m. til julerier



Så måtte Maries vest altså lige i vente position, for datteren spurgte i torsdags, om det var alvor, at jeg ville strikke benvarmere til hende i koksgrå farve (set i bogen Kæk & Klassisk af Lene Holme Samsøe), og ja det vil jeg da. Det er indtil nu blevet til 1 1/2 benvarmer, men jeg ved ikke lige hvor lange de skal være, det regner jeg med at få at vide senere i dag. Så måske de bliver færdige inden week-enden er slut. Vi ses på onsdag, hvor vi skal til begravelse, så kan hun få dem der. De er strikket i str. 12 år, og af strømpegarn fra Brugsen på pind 3. Fint med de falske snoninger, måske dette mønster også kan bruges til en vest til små-pigerne engang. Garnet ved siden af er 250 gr. garn som jeg har fået foræret, (farven på billedet snyder) det er en meget flot mørkblå, men der er ingen badalole på, så jeg har lige lavet en strikkeprøve, som jeg lige vil vaske for at se hvordan det arter sig. Jeg tror det ender med at blive til en vest til børnehave-barnet Jens.
Som det ses på billedet her, ja så hyggede vi os i torsdags, der blev bl.a. læst bøger. Her er jeg igang med Regitses BAMSEBOG, og der bliver lyttet intenst.
I går var husbonden og jeg en tur ved Hampen Sø, for at finde lidt mos m.m. til den forstående advents-/kalenderlystid. Vi nød det fine vejr, og dejligt at have det på lager, så jeg kan gå i gang når jeg får lyst. Ja inden vi ser os om er det jo 1. søndag i advent, (jeg prøver at forbygge at få jule-stress). I dag tager vi det også stille og roligt, vejret artede sig bestemt ikke fra sin bedste side her fra morgenstunden, men nu er det klaret op, og husbonden har vasket og støvsuget bilen, jeg var så venlig at tilbyde ham, at vaske ruderne indvendigt i bilen, og ja, han tog mig på ordet, så jeg må vist hellere se at komme i gang.

fredag den 7. november 2008

Ikke meget strik

Her til morgen blev jeg underrettet om, at min moster, som har været min bonus-mor/søster/veninde og selvfølgelig moster, i nat er død af sin lungecancer. Hun sov stille ind, i sit hjem, godt for hende, for der var ikke udsigt til bedring, og hun var forholdsvis klar, det var godt, for hun fortalte mig i foråret, at hun frygtede, at det skulle brede sig til hovedet, så det var for hende godt at det endte på den her måde. Min bonus-far som trods alt er en mand på 75 år, har med hjælp fra hjemmeplejen, formået at passe hende og være omkring hende hele tiden de sidste 2 mdr. hvor det har været rigtig skidt. Godt gået af ham, men han er og har også været meget træt. Og hvor jeg da kommer til at savne hende!!!!!!!

Men livet er forskelligt, i går var vi som tidligere fortalt, hos sønnen og hans lille familie, vi fejrede, at et år er gået siden han blev nyretransplanteret. En rigtig hyggelig eftermiddag og aften, menuen var andesteg, så vi tog forskud på mortensaften samtidig, så mine 2 vundne ænder får lov at blive i fryseren til en anden gang. Sønnen var rigtig glad, han var blevet ringet op en time før vi kom, han skal til job-samtale i næste uge, så pøj, pøj for ham, jeg håber virkelig han får jobbet! Så det var en positiv dag, og ja, så vender det i dag til noget negativt, selv om det var ventet at vi skulle miste hende.

Mine 3 kære børnebørn var der jo også alle i går, og jeg fik taget et billed af dem alle, jeg skal hilse og sige, at det ikke er nemt, at få dem alle til at sidde stille på samme tid, men jeg ville altså så gerne have en ny baggrund på min skærm, både her og på jobbet, så det lykkedes, da der blev sat en DVD på. Så her er de så alle 3, Jens har ovenikøbet LINUS på

tirsdag den 4. november 2008

Mortens and/juleand er i hus


Jeg har i aften været til borgerforenings andespil, og var så heldig, at vinde 2 ænder á 3000 gr. Måske skal vi så have and til Mortens aften. Det er ikke hvert år vi får det, og sidste år fik vi det ihvertfald ikke, for da var der noget andet at tænke på. Sønnen fik husbondens nyre den 6. nov. 07, og husbonden blev udskrevet den lørdag ved middagstid, hvor der var Mortens aften. Så jeg var lige omkring Føtex på vej hjem fra Skejby Sygehus og købte 2 stk. andebryst, tøede dem op i microovn, fik dem da også stegt, men jeg tror faktisk ikke vi orkede at nyde dem. Der kommer jo en reaktion ovenpå sådan en omgang, selvom operationen forløb rigtig godt, ja så kom trætheden altså, da vi kom hjem på matriklen. Så måske skal vi have and i år? Vi er inviteret til sønnen og svigerdatteren til aftensmad på et-årsdagen for transplantationen, da er de 2 implicerede forhåbentligt mere kvikke end de var samme dato sidste år.
Jeg har strikket en MINI fra Design Club, til Regitse i Sisu garn, det skulle ellers have være Hearts Vest, men kunne ikke rigtig koncentrere mig om mønsteret, så det må blive på et andet tidspunkt. Jeg er spændt på om den passer, (det finder jeg ud af på torsdag), måske er det blevet mere en tunika, med det er jo in, så det gør vist ikke noget. Den er i mørkbrun Sisu-garn, der er brugt små 100 gr.
Jeg er som det fremgår af billedet gået i gang med en Feminin Rib fra bogen Kæk og Klasisk til Marie, i noget nærmest rustrød garn fra Hjertegarn (farven er ikke tydelig i kunstig belysning)
Garnet er fra lageret. Den kan jeg så passende prøve på Marie for datteren, svigersønnen og de 2 børn kommer også på torsdag. Jeg hækler også stadig firkanter indimellem, men nu hvor det er blevet så rå-koldt, som det er for tiden, må det vist mest handle om veste til at lune de små.

lørdag den 1. november 2008

Lidt af hvert

Her er hvad jeg har gang i for tiden. En mørkebrun MINI fra Design Club til Regitse,garnet er SISU, og nogle oldemorsfirkanter (restegarn), det skal blive til tørklæde fra Hendes Verden, til svigerdatteren, det kommer nok til at tage lidt tid, for det er indimellem arbejde. Svigerdatteren blev glad for Queen Anne tørklædet, men gerne vil har et tørklæde mere. Den grå lap er en strikkeprøve, som er filtet i vaskemaskinen, for jeg pønser på, at stikke en alfehue til Jens. Resultatet er, at jeg vist giver den tur mere i vaskemaskinen. Jens starter i børnehave på mandag, så den lille gut kan vist godt bruge noget varmt til ørene.
Her i det midtjyske, har vi haft nattefrost de sidste dage, så vinteren står vist for døren. Jeg har bestemt, at denne week-end, skal bruges til at lave ingenting (kun det jeg har lyst til), for jeg forsøger at geare lidt ned. Jeg ved godt jeg ikke kan/skal klare alting, men når det først kører på med lidt stress, er det svært, bare at overhøre ens tanker inde i hovedet: "hvis jeg ikke laver dette, eller hvis jeg ikke orker at gå for dybt ind i tingene, er det så o.k?". Jeg får ligesom en slags dårlig samvittighed (uden grund, det ved jeg godt). Jeg prøver, at drosle ned, for jeg kan mærke, at jeg trænger til at stoppe lidt op. Jeg er bare så træt, og mit humør er ikke på nulpunktet, men rigtig pr. humør, ja det er jeg altså ikke, og jeg har ikke noget specielt at være ked af.Men jeg synes altså, at der er meget som jeg skal gøre/nå at gøre.
Nå, det var altså ikke meningen, at skrive om tristhed, men måske hjælper det at skrive det ned ...

tirsdag den 21. oktober 2008

LINUS FÆRDIG


Så blev Linus færdig i aftes, skyllet op her til morgen, venter så kun på, at Jens kommer til morfars fødselsdag i week-end, håber han bliver glad for den, eller at Jens´ forældre bliver det. Jeg synes det er en dejlig trøje, fine farver, rigtig til en gæv gut som Jens. Det var et spændende stykke strikketøj, mest spændende indtil jeg knækkede koden, med hjælp fra Charlotte, som henviste til Malles fine foto-serie. Måske en af pigerne skal have en i rødlige farver på et tidspunkt.

Jeg selv skal helt sikker have en LASTRADA i rødlige nuancer, bare ikke lige nu, for det er vist ved at være tid til lune veste til de små, og måske jeg skulle prøve en alfe-hue, som skal filtes/valkes

lørdag den 18. oktober 2008

Tilbage til focus .- tror jeg



Lørdagen er ved at gå på hæld, det er i hvert fald snart mørkt. Husbond er med en ven til fodboldkamp AC HORSENS-FCK, jeg fik også tilbud om at komme med, men takke pænt nej tak.


Jeg vil hellere hygge mig herhjemme, kan ellers godt lide en god fodboldkamp, men helst en landskamp, og vupti, der var landskamp i damehåndbold på tv, så det var dejligt, at kunne sætte sig i sit rengjort hus, med en kop kaffe, se tv og hæfte ender på Queen Anne tørklæde, som har været et dejligt stykke hækletøj, det har været spændende for det er hæklet udelukkende af rester, det er nu skyllet op og lagt til tørre, og venter kun på at svigerdatteren kommer på fredag, mon hun bliver glad for overraskelsen?

Tørklædet har nedbragt lageret, dejligt, posten kom dog i dag med lidt reste-garn fra svigerdatteren, endnu mere dejligt, posten kom også med et brev fra Region Midt. Det var svar på mamografien i onsdags, de havde fortalt mig, at der ville gå mindst 14 dage før jeg fik svar, men det kom i dag, altså efter kun 3 dage, kom så ikke og sig at det der sundhedsvæsen ikke virker! Glad blev jeg, i brevet stod der at alt var normalt, dejligt, dejligt .........

Nu vil jeg lige varme lidt rester aftensmad, ringe for at høre hvordan min bonusmor har det (jeg tror på at min forkølelse snart er væk, så jeg kan besøge hende), bagefter vil jeg lave en kande kaffe, sætte mig i stuen, måske sætte en CD på, for der er sikkert kun genudsendelser i tv, tage fat i LINUS, som jo kun mangler 1/2 ærme + montering, jeg skal nemlig tilbage til focus, og så kommer husbond sikkert snart hjem til aftenskaffen.

fredag den 17. oktober 2008

Det kniber med at holde focus ......


Så skete det igen, jeg fik lige flyttet focus fra LINUS ( som jeg ellers synes er spændende, og fine farver, prøvet på Jens, og den kommer til at passe, mangler et halvt ærme), men jeg fik lige lyst til at hækle et Queen Anne tørklæde til svigerdatteren, gik på jagt i mine garn rester, startede i aftes, og har nu hæklet 117 cm, farverne er fine synes jeg, og dejligt at få nogle rester anvendt. Da jeg kiggede i resterne, var der også noget garn som måske (er næsten sikker) kan blive til et tørklæde til mig selv af oldemorsfirkanter m/blomst.
Jeg havde jo feriedag onsdag, da både husbond og jeg, skulle til undersøgelser på sygehus, havde drømt om feriedag også torsdag, men nej, det gik ikke kunne jeg se i tirsdags, så den fik hele armen torsdag, med overtid og det hele. Jeg bøvler stadig med forkølelse, håber den er på retur, har været til zoneperatpi, akupunktur og masage i dag, og håber det er med til at helbrede ned. Det føles ikke sådan lige nu, men måske senere........
Vejret er fint, så jeg tror det skal udnyttes til vinduesvask, i aften skal vi besøge venner og være sammen med også andre venner vi ikke har mødt i lang tid. Søndag er arbejdsdag, men den mistede feriedag i torsdags, skal vist falde på næste torsdag og måske kan jeg holde tidligt fri allerede onsdag, så bliver der en miniferie i næste uge, hvor husbond har fødselsdag, og hele flokken kommer fredag til grill, overnatning, og passe 2 børnebørn lørdag til søndag. Der afholdes det årlige legetøjsmarked den lørdag, så da skal mormor/farmor´s legetøjskurv vist fornyes lidt. Jeg skal have Queen Anne tørklædet fædigt til de unge kommer næste week-end, for jeg glæder mig til at overraske svigerdatteren med det, håber at hun bliver glad .......

mandag den 13. oktober 2008

Forhåbentligt kun en dag på sofaen



Jeg har valgt at overgive mig, min chef lød godt nok noget forundret, da han modtog min sygemelding "Du plejer da ikke at være syg". Men jeg havde feber i går, har det måske lidt bedre i dag, men jeg har ikke "tid" til at være syg, så jeg valgte at tage den stille og roligt i dag og være god ved mig selv, for hvis jeg skal være helt ærlig, så kører jeg vist på de høje nagler for tiden, det kan jeg godt mærke!!!! Min moster, som er min BONUSMOR (min egen er død for mange år siden), har været så kvik og et dejligt omdrejningspunkt i familien, men nu ligger hun og har fremskedet lungecancer, så det påvirker nok mere ende jeg vil være ved. Der er 125 km afstand imellem os, så det er langt.


Så jeg ligger på sofaen og hækler firkanter m/blomst fra Hendes Verden(brug af mit garnlager), det blev svigerdatteren og jeg nemlig enige om, at det skulle

fremstilles, for hun er lærer og på job, skal hun af og til udenfor, så det ville hun gerne have til at varme sig. Hun sender noget grønt garn, som hun har på lager, som også skal indgå. Jeg har bestemt, at der skal hæftes tråde for hver 5 firkanter, ellers bliver det for træls til sidst.

Dagen i dag skal også bruges til at finde en mexicansk-ovn til terrassen, som fødselsdagsgave til husbonden. Jeg tror jeg kan finde en på nettet. Har jeg glemt at fortælle, at jeg også vil have en rom-toddy og en middagslur? Man sveder forkølelsen ud på den måde. Der skal også strikkes lidt på LINUS

Prøv lige at se, hvor fint farverne på den hæklede hue og halsfisk passer til Regitses jakke. Jeg lavede forøvrigt lige et par vanter lørdag aften m/tommelfinger af det lilla garn, og nu kan resterne bruges til tørklæde til barnets mor. Regitse har længe kunnet sige farfar, så det har hun kealdt os begge, men i week-enden kunne hun også sige farmor, dejligt, dejligt .......

onsdag den 8. oktober 2008

Strik - Høst - Arbejde




Så blev sættet med hæklet hue og strikket halsfisk færdigt, jeg synes selv, at det også blev ganske fint.


Jeg har jo altid flere ting på beding, men det må jeg vist til at styre lidt, for det stresser mig lidt. Nu har jeg f.eks. set en halsedisse hos Liselotte, og ja den kan jeg vist ikke leve uden, så ......


Og der er jo stadig gang i LINUS, pulsvarmere, og så vil jeg gerne strikke vanter til de to pige-børnrebørn, samt i gang med LASTRADA til mig selv, og måske endnu en FLS, for den er da uovertruffen.


Men det kniber, at nå det hele, for der er jo to job, som skal klares. Det er jo det, som er med til at give penge til garnkøb. På onsdag har jeg ærinde i Viborg, og lur mig, om jeg ikke kommer hjem med lidt garn fra MATHILDE. Det gør jeg helt sikkert, hvis jeg går ind i butikken, og det gør jeg jo nok ............


Indimellem høster jeg stadig hindbær, det til trods for at vi for få dage siden havde let nattefrost her i det midtjyske, og husbonden, ja han har samlet så mange valnødder, som aldrig før, omkring 20 kg, tror jeg.



søndag den 5. oktober 2008

LINUS / LASTRADA

Så lykkes det vist. Jeg har fået stikket lidt på LINUS i week-end, og jeg synes selv, at det er skønne farver, og den ser rigtig ud, nu mangler der snart vare ærmer.
Ja, jeg får helt lyst til at lave LASTRADA til mig selv.

lørdag den 4. oktober 2008

FLS - endelig færdig






Så blev min FLS færdig, og den passer bare perfekt. Den tror jeg, at jeg vil få meget ud af i den kommende vinter.


Knapperne på min FLS, er et genbrugsfund, de er et genbrugsfund,
de er lavet af kohorn, og giver lige FLS, den sidste finish. Og så kostede de kun kr. 1,- pr. stk.

Jeg har kigget på en opskrift hos Drops nr. 108-40, som jeg kunne tænke mig at lave, for jeg har en halvfærdig vest liggende, som jeg kan trævle op og bruge. Men, men den er ikke strikket oppefra og ned. Jeg tror, at jeg vil eksperimentere lidt med, om jeg kan strikke den oppefra og ned, det må jo bare være at vende opskriften "på hovedet".
Nå nu skal vesten jo først trævles op, men det ville være rart at få noget ud af garnet, som i sin tid var ret dyr, og pinde nr. 8 er da noget der vil noget.
Nå, det kan vist ikke hjælpe at være alt for inspireret, for jeg har jo også gang i andre projekter, som også skal være færdige, men denne week-end skal være "lav hvad du har lyst til Fru Knudsen", det kan jeg mærke, at jeg trænger til.



torsdag den 2. oktober 2008

Hæklet hue og halstørklæde m/oldemorsfirkanter


Yes, jeg kunne .......
Jeg havde jo forelsket mig i dette sæt, som jeg havde set på nettet hos Fancy-knit som nyhed, og har forsøgt at fremskaffe mønsteret hos flere forhandlere, men det var så nyt endnu at det ikke lykkedes. Jeg havde også forhørt mig på gruppesiden hos web-strik, men fik ikke lige den helt rette løsning, så der var kun en vej. "Fru Knudsen, du må selv lave mønsteret og det lykkedes!! Sættet er hæklet i Drops Alpacca, huen er hæklet og halstrøklædet strikket, jeg er selv ovenud tilfreds med resultatet.
Modellen på billedet er Marie, som ligge har været på besøg, men det er nu beregnet til Regitse, det venter bare på at blive afsendt. Bare rolige Marie bliver ikke snydt, for jeg er næsten færdig med et sæt magen til til hende, bare i lidt andre farver, men samme slags garn. Så nu kommer de små piger ikke til at fryse i den tid vi går i møde. Så altså et "Fru Knudsen sæt".
Jeg har haft feriedag i dag, og passet Marie og Jens, da de tog hjem gik jeg en lang tur, vejret var dejligt, nu skal jeg faktisk til gymnastik, men har ingen bil hjemme, og nu står det ned i stænger, så mon ikke jeg lige skulle hellige mig min FLS, som jeg har lovet mig selv SKAL være færdig nu!!
Status: Mangler en lille smule på FLS
Pulsvarmere lige påbegyndt
Linus har holdt pause
Hue og halstørklæde a la Fru Knudsen, til Marie, skal gøres færdig
Vanter skal der nok også stikkes til de 2 sæt
Datteren har bestilt et par benvarmere
Så jeg keder mig bestemt ikke, men har fridag i morgen, hvor vi godtnok skal til Fyn på sygebesøg, men har lovet mig en week-end, hvor der ikke stresses, så lidt strik/hæling bliver det nok til.
Nå, nu regner det ikke mere, så op på cyklen Fru Knudsen og afsted til gymnastik, du har jo godt af det!!!!!!!!!!!!!!

lørdag den 20. september 2008

Halsedisse til MARIE


Er MARIE ikke dejlig?
Hun var ligge vågnet, efter middagssøvn, da billedet blev taget, for mormor skulle jo vise på bloggen, at halsedissen er færdig.
Medens Marie og Jens sov, og blev passet af far og morfar, drog mor og mormor ind til Viborg, til en lækker garnforretning MATHILDE (det er ikke sidste gang at jeg skal der!), nå, men vi skulle altså købe garn til det hæklede sæt hue og halstørklæde, som mormor har set på nettet. Opskriften, havde de godt nok ikke fået endnu, men garn fik vi da købt. Så nu har mormor altså endnu et projekt, og det af den lidt sværere slags, for nu har jeg garn til 2 sæt, for svigerdatteren sendte jo garn for et par dage siden. Så nu er der ingen vej uden om, jeg må finde ud af at hækle det uden opskrift, så det bliver godt nok spændende og udfordrende.
Vi havde en dejlig dag hos de unge i Viborg, Jens var mofar` arbejdsmand, og vi hyggede os alle 6. Marie og mormor legede på gulvet den sidste times tid inden Marie´ sengetid, og gæt hvem der fik lært Marie, at klappe kage? Ja, endda så godt, at hun uopfordret klappede, så snart det blev morgen.
Her til morgen, fik vi så opringning fra de unge i Århus, at de vil komme på besøg i eftermiddag, for Regitse ville vist gerne ned til farmor og farfar. Det bliver dejligt, de overnatter til i morgen, og da skal jeg forøvrigt, på job kl. 9-19, så der bliver vist ikke strikket/hæklet så meget, men pyt med det for: JEG ER VILD MED DE BØRNEBØRN, de er livets dessert!!!!

onsdag den 17. september 2008

MON DET LYKKES? - DET SKAL DET!





Jeg keder mig ikke. Godt at man synes at det er afslapning, at sidde med strikke-/hækletøj.


Jeg er blevet færdig med Queen Anne Tørklæde, og synes det er blevet fint. Jeg synes farverne er kanon, lige min stil, og NORO SILK GARDEN er bare så lækkert at arbejde med, det blev 106 m langt. Mon modtageren ikke bliver glad for det i stedet for en buket, det håber jeg.


Men, men det er på bekostning af FLS, som dog kun mangler 1/2 ærme. PULSVARMERE er stadig kun lige påbegyndt, men LINUS til Jens, str. 3 år, går det o.k. med, jeg har strikket venstre del, og har fået højre del strikket på, med god hjælp, af den fine fotoserie på STRIKKETANTEN´ blog, for jeg kunne altså ikke tyde den opskrift!


I forgårs ringede datteren, og spurgte om jeg ville strikke en HALSEDISSE til Marie +str. 1 år, det ville mormor selvfølgeligt, for jeg har jo selv konstateret, at det ikke er sommer mere. Så den er jeg i gang med, af noget strømpegarn som jeg havde i beige, og som måske får hæklet kant i lilla, så den passer til Marie´ nye vinterjakke. Den skal være færdig i overmorgen, for da skal vi på besøg, og måske jeg derefter skal strikke et par vanter som passer til (opskrift fra INGELISE, fundet på nettet).


Så kommer det mest spændende, jeg har fundet et billed på nettet på hæklet hue og halstørklæde http://www.123hjemmeside.dk/fancyknit/2071012, den har jeg vist både datter og svigerdatter, som begge synes at den ville være fin til de små piger, så de ville se efter garn til sættet, og svigerdatteren har sendt det her garn, og så skal der bruges lidt fra mit lager.


Men problemet er, at man skal købe garn for at få opskriften, og det synes jeg bliver ret dyrt, de vokser jo hurtigt de små. Så der er vist kun en vej mormor/farmor må i gang med selv at komponere en opskrift. Det håber jeg virkelig lykkes, nå mødrene til de små synes det er et fint sæt, det synes jeg forøvrigt også, så der er gang i de små grå hjerne-celler hos mig.
Så hvis der er nogen som har nogen ideer til hvordan sætte laves, så hører jeg gerne om det.

Det kan ikke kun gå op i strik/hækling, om lidt skal jeg ud at plukke hindbær, og besøge en god veninde, som har tilbudt ananasæbler (mon ikke jeg skulle forære hende lidt af min valnødde-høst). Har jeg forresten fortalt, at jeg jo passer mine 2 job også, for der skal jo penge i kassen, så man kan købe garn.

søndag den 7. september 2008

Dejligt vejr i september!



Denne week-end har budt på dejligt vejr, som lørdag blev brugt på havearbejde og søndagen med det her, for det er da med at nyde solen og terrassen så længe det kan lade sig gøre, så det gjorde gjorde jeg så, med et lige påbegyndt strikketøj en "LINUS" til Jens. Husbonden og jeg var i Vejle fredag, og jeg kom til at købe lidt garn, og det skulle altså prøves af, men nu må jeg vist holde mig i skindet og ikke starte på nyt før de 4 projekter jeg er i gang med bliver færdige.


STATUS: FLS mangler 1 ærme, pulsvarmere lige påbegyndt, (men nemt at have med i tasken, god undskyldning, hi,hi ...) Queen Anne tørklæde 1/2 færdig (det er til gave, så der er en deadline, endnu en undskyldning for for mange projekter på een gang) LINUS str. ca. 3 år lige påbegyndt.

Medens jeg sad og hyggede mig på terrassen, trak skyerne sammen, så jeg skyndte mig om i haven, for at få disse plukket i tørvej, de er så dejlige at have til syltetøj og dessert i den kommende tid. Jeg havde nu ikke behøvet at skynde mig så meget for regnen drev over.


mandag den 1. september 2008

Der er gang i hæklenålen






Jeg blev inspireret af http://slagtenhelligko.blogspot.com/ til at hækle disse pulsvarmere til Elsebeth, de var ligeså nemme som Liselotte skrev om. Så modtageren blev glad for dem, det var dejligt. Der er allerede bestilling på et par pulsvarmere mere, som skal være sorte og strikkes i rib.








Nå, det må jeg så i gang med een af dagene, men jeg synes, at lige for tiden, inspireres jeg hele tiden, så døgnet har ikke timer nok, til alle de ting jeg gerne vil lave.
Jeg har på Fancy-knit set en nyhed, som er hæklet hue og et halstørklæde begge dele med "oldemors-firkanter". Jeg har jo et par herlige børnebørn, som er 2 piger på henholdsvis 1 år og 1 1/8 år. Man skal købe garnet, for at få opskriften, og så bliver det jo lidt dyrt, så mon ikke jeg kan eksperimentere lidt og på den måde finde ud af det. For det er vist ikke en hue som egner sig til leg i h.h.v. dagpleje og vuggestue, ja man må jo slet ikke give børn halstørklæde på i vuggestue p.gr.a. fare for kvælning. Så det er vist kun når de skal pyntes, at det skal bruges.
Jeg har også på nettet set en DAHLIA, som jeg gerne vil strikke.
Jeg har også gang i et Queen Anne-tørkløde, i dejligt
NORO garn, det er tænkt som en gave, M.h.t. mønsteret,
så var det en lidt svær nød at knække, for jeg overså et
sted hvor der skulle vendes, men som billedet viser, så er det
lykkedes og jeg er selv helt vild med farverne.











onsdag den 20. august 2008

Ren Nostalgi .........



Jeg faldt for denne bog for ca. 1 år siden,

den var så nostalgisk, for den er udgivet i 1983 (på den tid, hvor jeg syede den slags til mine børn) nu er retro jo på mode igen, så den røg med hjem fra loppemarkedet for kr. 3,- den er mønstre og det hele, så godt køb, som kom ind på hylden.


I går syntes jeg lige, at jeg måtte være kreativ, og der var en lyst til symaskinen (den har i mange år ellers kun været brugt til rep. og lign.). Jeg gik på jagt i mine gemmer, og så var det ellers bare at går i gang.


Marie har nu fået en fleese og en hjælm, begge dele er af to slags stof, og som pynt er der påsyet små mariehøns, hvad er mere nærliggende til en lille Marie. Jeg blev helt bidt af det da jeg først kom i gang, jeg missede helt fodboldkampen på TV, det kan jeg ellers godt lide at se, men dejlig var det nu, at sidde ved symaskinen. Den bliver afsendt i dag, og jeg håber Marie og hendes mor synes den er o.k.

tirsdag den 19. august 2008

HUSK AT GRIBE ØJEBLIKKET

Jeg er vist lidt stresset i øjeblikket, humøret er ikke helt i top, uden egentlig årsag måske ..... træls,træls
Men for et øjeblik siden fik jeg et opkald fra min søn, det gjorde mig glad. Min søn blev nyretransplanteret for anden gang den 6/11 07 (han fik sin fars nyre), og idag har han igen været til kontrol på Skejby, og det gik godt, dejligt, dejligt. Han træner p.t. til 1/2-maraton, han er bare så sej (synes moderen). I fredags fik min datter sit ønskejob, (godt gået synes moderen). Gode ting, der varmer mig i hjertet kan jeg mærke, så nu må det da hjælpe lidt på humøret, ergo tag dig nu sammen Fru Knudsen, ja, ja
jeg prøver
PS: jeg strikker på FLS, jeg tror den bliver god, og har også ideer til en del andet jeg gerne vil i gang med, og måske også lidt ved symaskinen til de små, stof og mønster er fundet frem, nu må vi se hvornår jeg kommer igang, forhåbentligt snart, for jeg mangler ikke lysten

fredag den 15. august 2008

DER BLEV SAT SKUB I MORMOR!


Sikken en dejlig morgen. Husbond kørte på arbejde 5.30, jeg vågnede også, skulle ikke på arbejde før kl. 14, så under dynen igen, men nej, jeg kunne ikke sove mere. Så der blev drukket kaffe, lyttet til morgenradio og ikke mindst strikket på FLS (det går fremad, men der har været så meget andet, så der er ikke blevet strikket så meget).
Og så det allerbedste, for jeg holder af garn: I forgårs passede jeg Jens og Marie, og Jens synes altså det var sjovt, at lege med den plastickasse, som mormor har noget af sit garn i, så det kom ud på gulvet, hvad var så mere nærliggende end at finde alt mit andet garn frem, og hælde det ud også, og så i gang med sortering, udsmidning, og samtidig tænke på hvad det forskellige kan bruges til, man bliver helt høj, men hold da op, jeg skal vist til at bruge af mit garnlager!!
Jeg fandt også et par stykker ufærdigt strikketøj, det må jeg se at få trævlet op, for jeg ved med mig selv, at de aldrig bliver færdige.
Så var det tid til at gå min sædvanlige morgentur, og vejret ser jo lovende ud, jeg håber det holder, for min datter kommer her i week-end med begge børnene, så skal vi alle ud til en skovlegeplads med medbragt eftermiddagskaffe er planen. Bare nu ikke Jens får låget af de 4 plastickasser med mit gar, for helt ærligt, jeg vil nu hellere strikke FLS,end til at sortere garn igen. Men det var en dejlig morgen!!

onsdag den 6. august 2008

EVENTYRLIG - DET MÅ "FLS" ALTSÅ VÆRE.

Jeg må selvfølgelig ride med på bølgen og også give mig i kast med en FLS, som vist allerede er lidt overrendt, men når så mange strikker den, ja, så må den jo være noget særligt. Jeg har godt nok noget garn, som er blommefarvet, men jeg vil nu gerne have den i grå, måske jeg bliver så glad for FLS, at jeg strikker flere, og så kan den næste jo blive blommefarvet. Gitte hos Eventyrgarn er tilbage fra ferie, og hvad var så mere naturligt end at ringe og få en snak med hende om garnkvalitet m.m., og som altid, god service. Nu har posten været her, med garnet




og jeg skulle desværre på aftenarbejde, men nu er jeg hjemme, endda alene hjemme, for husbonden overnatter på Sjælland, så nu kan tiden fra hjemkomst fra arbejde til sengetid bruges godt, for jeg kan vinde det første bundt garn op, opskriften ligger klar, og strikkeriet kan starte i morgen, for da starter min week-end, idet jeg fra 1.juli har fået mine 25 timer som bogholder fordelt på ugens første fire dage, så når jeg ikke skal arbejde som pædagogmedhjælper i week-ender, er det bare så dejligt med 3 fridage. Og så nyt strikketøj..........

mandag den 28. juli 2008

Sommervejr!

Åh, hvor er det dejligt med det gode vejr, men iflg. vejrudsigten bliver det vist lidt for varmt i dag til mig.
Jeg har hertil morgen fået uglekjolen gjort helt færdig, den er jo strikket i New Zeelandsk uld, så den virker lidt varm lige i dag. Men det vare jo ikke så længe, så er der ikke sommer i DK mere for i år. Jeg er selv helt godt tilfreds med resultatet, og specielt er jeg vild med farven. Marie har prøvet den, og den passede hende, så mon ikke den også passer Kirstine, som er 2 dage ældre end Marie. Jeg håber det.

Legehuset er afleveret, det faldt i god jord, og Jens måtte altså have sit eget værktøj ud på byggepladsen, så han kunne hjælpe "MOFAR", de hyggede sig vist vældigt.

Da legehuset var færdigmonteret, blev det tid til at bade i bassinet i haven, Regitse var også kommet på besøg, men hun ville nu helst kun stå ved siden af bassinet og pladre med vandet. Inden vi tog til Viborg, var vejret jo til morgenkaffe på terrassen, hvor vi har en Clematis som står i fuldt flor, den er bare så flot og farven minder jo om farven på uglekjole, så det er nok derfor, at jeg synes den er så flot.