torsdag den 29. januar 2009

KAPITULATION

Det var hvad der skete onsdag aften, jeg måtte gå hjem fra job 1 time før end jeg havde fri, jeg havde det bare så dårligt.

Torsdag blev lægen besøgt, og som sædvanlig, kan man næsten sige, så var det bihulebetændelse, men jeg har da aldrig hostet så vildt af det før, men det sagde lægen var meget normalt, så det er sikkert bare mig som ikke er helt normal. Her fredag morgen er penicillinen begyndt at virke, jeg har det meget bedre. Godt det ikke var lungebetændelse, det var jeg ellers næsten sikker på at det var. Nu håber jeg at jeg kan blive helt af med de tilbagevendende forkølelser, sådan skal det blive.

Et par strømper i den rette størrelse til Regitse, blev strikket færdige i går. Det er ikke de kønneste strømper man har set, det vil jeg ikke prale med, men de er strikket af rester i Arrevetta, og så er de rester da brugt, og i et par gummistøvler her til foråret, ja så går det jo nok.

tirsdag den 27. januar 2009

MORGENGAVE


Jeg fik i morges 3 bundter garn, af en beboer i bofællesskabet hvor jeg arbejder. Jeg må jo ikke modtage gaver fra beboerne, men jeg nænnede ikke at sige nej tak. Han havde vundet det i en tombola, og han strikker ikke, så hvad skulle han med 3 bundter garn? Han havde så lagt dem frem, så han kunne give garnet til mig. Nu har jeg så købt farveblyanter til ham, for han er så god til og glad for at tegne, så dem får han vist mere ud af end garn, og så kan vi jo sige, at vi har byttet. Jeg ved ikke lige hvad jeg skal bruge garnet til, men han var glad for, at forære mig garnet, så det kommer på lager

Imunforsvaret i bund, ØV, ØV

Åh, hvor er det altså træls. Forkølet i begyndelse af dec./kvik til jul. - Forkølet igen mellem jul og nytår/kvik igen i ugen på Tennerife. - Forkølet i fly hjem (måske aircondition)/kvik igen i sidste uge. Men, men husbond har faktisk haft det ligesom mig op og ned med forkølelse, og han startede igen i week-end, kom hjem i aftes og var dårlig, og jeg var begyndt at være forkølet igen, så en mega rom-tody til os hver, og husbond på hovedet i seng inden kl. 20. Vi er begge på arbejde i dag, gad vide hvordan han har det? Jeg er bestemt ikke på toppen (og har mega travlt på job i disse dage), men jeg slæber mig igennem, jeg vil altså IKKE VÆRE FORKØLET LÆNGERE, det er bare så træls. Det skal holde op, jeg vil være kvik!!!!!!!
Sad alene i aftes i min ensomhed og strikkede på vende-vest, men det gik nu ikke så stærkt som det plejer.

søndag den 25. januar 2009

UNI i København tur/retur






Det har været et travl week-end for os. Fredag er jo fridag (næsten altid) her i huset, og fridage skal jo udnyttes. Så fredag morgen kl. 8.15 gik turen til Djursland hvor husbond skulle være med, ved et møde med ejendomsmægler, om evt. sommerhuskøb. Derfra videre til Nyborg, for at besøge min bonus-far, som for nylig er blevet enkemand. Jeg havde torsdag stegt and, som vi medbragte, så det var menuen fredag aften. Vi overnattede der, og blev kørt til stationen og tog toget til hovedstaden, hvor vi (læs jeg) havde planlagt en tur på Strøget i et par timer, der er jo trods alt udsalg og mange steder reklamerede de med -50% til -70%. Det var hyggeligt og husbond var usædvanlig tålmodig!!!! Jeg gjorde ikke mange indkøb med det blev da til den her:




Et godt køb synes jeg selv, jeg har en svaghed for tasker, og syntes lige jeg manglede en, som kan rumme strikketøj, paraply, skiftesko, kamera m.m. Jeg er glad for den taske, selvom den altså IKKE var UDSALGSVARE, men eje den, det måtte jeg.




KL. 13 var vi inviteret til 60 års fødselsdag i Munkekælderen på Københavns Universitet. Et utrolig hyggeligt og stemningsfyldt sted at holde en fest. Der er optegnelser fra Munkekælderen tilbage fra år 1621, altså Chr.4.-tid. Murene var meget tykke og der var hvælvinger, så stemingen var sat. Nogle gæster havde et indslag hvor man trak et nummer og så var der 12 gevinster til fødselaren. Jeg vandt den sidste gevinst (og det var ikke opvasken) men "retten til at give fødselaren: Godtepose i dec. 09. Jeg må skrive det i kalenderen, så jeg ikke glemmer det.


Og kl. 19 gik turen så med DSB tilbage til Nyborg, hvor TV var tændt for vi måtte da se om håndbold-drengene kunne vinde over Polen, det kunne de desværre ikke, men det var da lige ved at blive spændende, så godt jeg havde mine strikkepinde igang.

Jeg strikker jo på vesten i vendestrik i Kauni 8/2 og effekt. Den bliver lige mig tror jeg, for de farver er så dejlige, lige min smag. Jeg mangler 1/2 ærme og 1 forstykke, samt kanten foroven, som jeg desværre er nødt til at lave for jeg har lavet en fejl med vendingerne, men o.k. tror jeg bestemt den bliver.

De strømper jeg strikke på Tennerife til Regitse, blev altså for store, men det er der jo råd for. Så nu strikker farmor her lige et par mere til "farmor´s prinsesse". Jeg strikker dem af nogle rester jeg har.


Her søndag formiddag gik turen så tilbage til vort eget hjem, hvor jeg blev mødt at denne blomst:

Jeg fik den af Inge for 7-8 år siden, og den har hvert år siden blomstret, endda somme tider med 2 stængler. Dejligt.
Så gik turen til bageren efter 2 fastelavnsboller med fløde og det hele, uhm husbond er ved at brygge kaffe, og så skal kagerne fortæres, så måske skal jeg se om jeg kan lokke ham på travetur bagefter, for så kan vi da brænde lidt kalorier af!!!
Jeg tror nu det ender med, at jeg må gå selv, for han er for 3. gang siden november rendt i en forkølelse, og ondt i en tand har han også. Lidt tyk på kinden er han, og et par smertestillende piller har han taget, så han er nok ikke så nem at lokke med.
Resten af søndagen skal gå med ingenting, færdigkøbt suppe, håndbold på TV og strikkepinde i hånden, det er arbejdsdag i morgen.


søndag den 18. januar 2009

Efter veer

Jeg ville så gerne male solen gul, for øv for et træls surt regnvejr, jeg kunne ellers tænke mig en travetur, men det bliver man altså for våd af i dag. Så det er droppet, men sløv det er jeg, fordi vi var i "juleklub" i aftes. Jeg drak 1 glas hvidvin, så det kan ikke være tømmermænd, men vel sagtens fordi jeg kom for sent i seng, at jeg har de efterveer i dag. Så der er ryddet op i børnebørnenes legetøj, noget er gemt væk andet er kasseret. Opslagstavle trængte også til en oprydning, Og så er der tankerne, som også skal falde på plads, for det er nu træls, utrolig træls, når man hører nogle mennesker man kender og har kendt længe tale om de problemer de har med voksent barn, som har misbrugsproblemer. Jeg spurgte forsigtigt: "hvordan holder du det ud?", og svaret var: "vil du måske ikke også altid holde døren åben for dine børn?" Jo, selvfølgelig vil jeg det! Jeg håber virkelig det unge menneske, som vistnok er kommet ud af misbruget, retter sig og får et godt liv.Forældrene ved det ikke bestemt, om det er sandt at misbruget er stoppet, men de håber og tror det, men er blevet bedraget før. Jeg håber alt det bedste for dem!!!!

fredag den 16. januar 2009

Fredag og slutning på ugen



Dagen startede dejligt med SMS, at en god bekendt, som lige havde været til morgensvøming, spurgte om jeg gav kaffe. Selvfølgelig gjorde jeg, med morgenhår og det hele, men vi kender hinanden godt, det er ikke udseendet det kommer an på, men det at være sammen, når chancen byder sig, og uh hvor var det hyggeligt (jeg kom i bad kl. 11.30), men hvad betyder det, vi fik ordnet verdensituationen ved mit køkkenbord, og jeg blev indviet i, at hun ikke kun skulle have barnebarn nr. 4, men også nr. 5 i 2009. I medens vi snakkede, kom husbond forbi og drak lidt kaffe sammen med os, han havde hentet posten ind, og nu er jeg ejer af bogen VENDESTRIK af Hanne Meedom. God start på fredagen.


I går, var vi til fødselsdag hos ældste barnebarn, som fyldte 3 år, det er da utroligt som tiden går. Vi fejrede drengen, som nu en 3-årig skal fejres, så dejlig torsdag var det også. (jeg kan ikke få det bedre end når jeg er sammen med begge mine børn og deres familie og når de alle er ved godt helbred og glade) Det var sådan det var i går!!!


Jeg strikker jo løs på vesten i vendestrik. Den bliver strikket i Kauni 8/2 koksgrå, Kauni 8/2 effektgarn grøn/lille/blå på pind 3. Jeg har ændret lidt på opskriften, jeg strikker nemlig 3/4 ærme i, sådan vil jeg helst have den, for så synes jeg det ser bedst ud, hvis jeg har kortærmet på indenunder. Jeg tror den bliver rigitg god.
Nu hvor jeg er ejer af VENDESTRIK bogen, skal jeg vist i gang med en vendstrik vest til en af de små piger. Mon ikke jeg har lidt garn på lager, jeg tror det.
Og nu skal fredag aften nydes med "flimmerkassen", kaffe i koppen, sidde i lænestolen med benene op, strikketøj i hænderne, husbond indtager nok sofa, måske skulle jeg se om jeg har lidt lækket (sødt) til kaffen, det er trods alt fredag.

onsdag den 14. januar 2009

Savn af mit strikketøj og FRIKADELLE-KLUB

Det skal jeg i i aften. Sikkert hyggeligt det plejer det at være. Vi er 5 par, som har holdt sammen i mange år, før i tiden da vi alle havde børn boende hjemme, (og samfundet og det hele ikke kørte så stærkt derud ad) havde vi vist lidt bedre tid, for da sås vi oftere. Det tog vi konsekvensen af for 7 år siden, vi oprettede en FRIKADELLE-KLUB, med vedtægter og det hele. Jo, jo, vi holder skam generalforsamling hvert år, men den bestyrelse som blev valgt i starten, sidder altså endnu.
Vi mødes 4, måske 5 gange hvert år, og næsten altid på en hverdag, kalender skal medbringes, så næste mødetidspunkt kan blive fastsat. Menu må bestå af enten en forret eller en dessert (ikke begge dele), og hovedretten SKAL være dagligdags mad. Til Kaffen må der serveres een slags kage eller frugt. Vi møder kl. 18.30 og er altid færdig igen ca. 22.30, men så har vi også været meget omkring. Vi skal jo kunne følge med i hinandens familieliv/glæder/sorger, og verdenssituationen bliver også vendt. Det er bare så hyggeligt!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Glemte jeg at fortælle, at hver især selv medbringer drikkevarer.

Tro det eller lad være, men da jeg var på ferie, ja da savnede jeg altså mit strikketøj. Jeg havde godt nok garn og pinde med til strømper (som blev strikket), men inden afrejse var jeg lige begyndt på en vest i VENDESTRIK til mig selv, og uh hvor jeg glædede mig til at komme hjem og få strikket på den.
Er det bare mig som er så tosset, eller er der andre der kender til det at "savne strikketøj"?

Jeg er blevet lidt vild med VENDESTRIK, og nu skal bogen altså bestilles!

mandag den 12. januar 2009

Jeg kan mærke at jeg er kommet til DK

Velankommet sent i aftes til DK, fik vi et kuldechok!!!!. I morges ledte jeg efter et par varme fløjlsbukser, som jeg mente, at jeg havde, men de er vist givet til genbrugsbutikken. Men uha, det var godt nok koldt, selvom jeg kun har været på Tennerife i 1 uge, har jeg allerede vænnet mig til det lune vejr. Vi har haft en rigtig god ferie (husbond og jeg), var så heldige at finde en last minute rejse til 1698 pr. person. Vi har aldrig været på de Kanariske øer før, og vi trænge lige til lidt ferie, er der nogen som kender til det? Vi var en tur på TEIDE 3.563 m over havet, godt den ikke var i udbrud. Vejret var ikke varmt nok for årstiden, fortalte de garvede medrejsende som har været der 10 - 15 gange, men fint for os, det var som en uge i maj-juni i DK, og farve har vi da også fået + en masse oplevelser, vi er ikke dem, som ligger ved poolen fra morgen til aften, kun et par timer indimellem synes vi er dejligt, ellers vil vi gerne opleve naturen (det kan man i rigt mål på Tennerife), og indsnuse stemningen er også spændende og lærerigt synes vi. Lækker mad fik vi også, der var et par oplevelser som vi godt kunne have undværet.

Vi var advaret og havde også talt med nogen, som kunne fortælle oplevelser med lommetyve, så selvfølgelig passede vi på, men da vi skulle stige på en lokal bus, opdagede husbond og andre buspasagere pludselig, at husbond´s pung blev fisket op af en sidelomme m/velcro-lukning, vi satte efter en nydeligt udseende yngre mand, og fik hjælp af flere andre, så heldige var vi, den uforskammede lommetyv smed pungen fra sig, tog flugten gennem et hegn til en parkeringsplads, og så så vi ikke skyggen af ham mere. Dejligt at vi nåede at få fat i pungen uden at der manglede noget indhold, men hold da op, man bliver altså vred!

Det er godt at vi ikke lider af fly-skræk, for dan vi ankom i bus fra terminalen og ud til fly, var der blå-blink på brandbiler m.m., der var tabt brændstof, da de tankede vores fly, men piloten beroligede med, at alt var under kontrol. Men tænk da vi manglede knap et par timer i at være i Billund, efterspurgte kabinepersonalet en person, som havde røget på toilettet, de spurgte 3 gange for det cigaretskod skulle altså findes, og piloten skældte også ud, og gjorde opmærksom på hvilken fare der var forbundet med sådan en gang uansvarlighed. Altså, hvordan kan folk dog finde på den slags? Der må gå en person rundt med sort samvittighed.


Men alt i alt en rigtig god ferie, hvor der også blev tid til at strikke et par strømper til Regitse, som jeg godt nok tror er for store, men så må de vente til hun kan passe dem, og farmor må så igang med nogen, som er mindre.







Lige inde vi tog på ferie, købte jeg garn og opskrift til en vest i vendestrik til mig selv, og fik også begyndt projektet inden afrejse, men det kom ikke med på ferie, og jeg savnede det faktisk, tænk jer, at savne sit strikketøj, det skal man da vist kun fortælle strikke-entusiaster, for de er vist de eneste som forstår den følelse. Så i dag har det savnede strikketøj fået et par pinde, indimellem at vaskemaskinen er sat i gang, blomsterne tilset, køleskabet fyldt op, m.m.

Nu vil jeg gå på nettet og bestille bogen VENDESTRIK, for den må jeg vist eje. Resten af dagen skal bruges på lige hvad jeg har lyst til, for i morgen er det arbejdsdag igen.

fredag den 2. januar 2009

Jeg kan mærke forventningen

I dag skal jeg: Ud for at bytte overskydenden garn fra Sara Lund, det bliver god at mærke på alle de lækre garner - Dejligt

I dag skal jeg: Stryge tøj, og ordne hus m.m, og begynde at tænke på ferie under varmere himmelstrøg. - Dejligt

I dag har jeg: Været på job, og fået nogle ting ordnet, det er jo trods alt årsskifte - Dejligt

I dag har jeg lyst til: At spørge venner om de vil komme i aften, så kan vi "bladre"(spille kort) - Dejligt

I dag har jeg: Surfet lidt på diverse blogs - Dejligt

I har jeg talt med: Lederen på mit job, som pædagogmedhjælper, og i klare vendinger gjort klart, at jeg ikke har fået løn for december - Hun blev lige så opgivende m.h.t. kommunens lønbehandling som jeg gjorde - Ikke dejligt

I dag: Er vejret Super med blå himmel og let frost, og år 2009 er helt frisk, så der er mange dage tilbage i 2009 til strikketøj/familiesamvær/ferie og alt det andet - Dejligt

torsdag den 1. januar 2009

12 timer inde i 2009



var SARA LUND strikket færdig. Vi holdt traditionen tro nytår med gode venner, og kom først i seng midt i nat, (jeg ser da heller ikke for kvik ud, kan jeg godt selv se), men da vi i dag ville få besøg af datteren m/familie, ville jeg jo gerne have trøjen færdig til hende. Og det blev den, så da hun havde prøvet den blev enderne hæftet, trøjen vasket, pakket ind i håndklæde og er nu hjembragt til videre tørring i hendes eget hjem.

Jeg er godt nok tilfreds med resultatet, og det er datteren vist også, for den virker varm og blød, så den passer lige til det vejr, som vejrudsigten lover. Dog kunne den god have været lidt længere, men så skulle der jo strikkes en mønster-rapport og 10 omgange råhvidt mere, og så ville den være blevet for lang.

FAKTA: Pind nr. 7

Garn: Natur uld (brun) knap 200 gr.
Natur uld (råhvid) fra Katrinelund Gårdbutik 400 gr.
I morgen vil jeg tage ud til gårdbutikken og prøve om jeg kan ombytte de 300 gr. råhvidt, som jeg har købt for meget af, til Kauni 8/2 til en vest efter vendstrik-princippet til mig selv.
Hvor svært kan det være spørger jeg bare??????
År 2008 slutter lige så træls med hensyn til løn, som resten af 2008 har været. Jeg er jo ansat på timeløn hos kommunen, og min løn passer aldrig!!! Hvorfor spørger jeg bare!!!!
Nej, jeg spørger ikke bare, for da min løn heller ikke passede pr. 30/11, fik jeg nok, og mistede tålmodigheden, hele året har været regulering på regulering. Jeg blev vred, og skældte ud, på lønkontoret, lederen af mit arbejdssted, det hjalp, de regulerede så jeg fik udbetalt den løn som de ikke havde udbetalt, fordi kommune-data var faldet ud/der var glemt deadline for indberetning mm. Så nu kunne vi starte på en frisk, og hvad sker der, nu har vi 1.1.2009 og lønnen som skulle være på min konto med udgangen af 2008 er ikke på min konto!!!!!!!! Godt at det er helligdag, for jeg er altså lige ved at hidse mig utrolig meget op, og hvis jeg kunne få fat på nogen af dem som har ansvaret for, at jeg får løn for mit arbejde, ville jeg vist give dem en skideballe, det kan jeg mærke indeni. Nå, det må så vente til i morgen, men den undskylding om at det er kommunesammenlægningen den køber jeg altså ikke længere. Jeg håber altså, at de får styr på lønbehandlingen i 2009. Det er jo ikke kun min løn som ikke passer/kommer til udbetaling, der er flere af mine kollegaer, som har de samme problemer, og det er da utrolig, at vi er så flinke?
Godt nytår ønskes de som behandler løn, de må have det svært, måske har de svært ved at sove om natten, for mon de kan lade være med at spekulere på, hvordan det føles enten ikke at få løn eller at den er helt forkert.