Gemt, men ikke glemt .......

utroligt, men på denne tid af året går tankerne tilbage! Derfor overskriften på dette indlæg.

Vi husbond og jeg har netop spist en dejlig steak m/bagekartofler, grønt og et glas rødvin.
 Under middagen, faldt snakken på at jeg i disse dage for 39 år siden var højgravid, og vi gik og glædede os til vort første barn! Fødslen var sat til 18. dec. men intet skete, så indlæggelse 28. dec. og fødsel igangsat 29. dec. og den dejligste dreng blev født. Sund og velskabt!
Utroligt, at det står så lyslevende, så mange år efter, men det gør det altså. Nytårsaften blev tilbragt på Horsens Sygehus, dengang var der "råd" til at man var indlagt 5 dage, selv med en normal fødsel.  3 1/2 måned gik og drengen, som vi døbte Jens udviklede sig, og vi holdt så meget af ham, og det eneeste vi ikke havde forestillet os var, at vi kunne miste ham!!!!!
Men den erfaring, at man kan miste fik vi desværre! Jens blev ramt af menigitis, og døde 12 timer efter de første symptomer. Han  døde den 17. april kun 3 1/2 md. gammel.
Vi fik bl.a. den erfaring, at kærligheden til een person har en bagside, og den er, at man kan miste den man elsker allermest!!!!  Det kan alle som har prøvet at miste en af sine kære vist tale med om.

Eftertænksomheden, går bl.a. på hvordan ville vi have udviklet os som personer, hvis vi havde været denne oplevelse foruden? Det ved vi ikke, men afgjort er det, at det har præget vores liv.

Dengang (håber ikke det er sådan i dag), sagde de "proffesionelle" i samme åndedrag, som de fortalte, at vi havde mistet vores søn, at vi skulle skynde os, at få et barn igen.  Og derudover bekymrede de sig  ikke om os. Den hjælp vi skulle have for at komme igennem både choket og sorgen, måtte vi selv opsøge, og igennem det kom vi. Jeg vil udtrykke det på den måde, at man lærer, at leve med det at miste sit barn, men man glemmer det aldrig (det ønsker man  heller ikke), og det giver altså nogle ar, som sommetider kan mærkes. Selvfølgelig er det ikke noget vi tænker over til daglig, der er trods alt gået henved 39 år, men det har sat sine spor, og vil være en del af os hele livet!

Ikke det mest opmuntrende blog-indlæg, men et eftertænksom eet, og det har gjort mig godt, at få det skrevet ned. Det hjælper tit, at se sine tanker på skrift, men det ved du sikkert!