mandag den 17. oktober 2011

Klargøring ........

står den på her på matriklen.

Den bedste af klargøringerne er at pakke tasken til i morgen, hvor der er strikkecafé i Tørring. Caféen har eksisteret et år, og det skal fejres. Jeg har ikke deltaget lige fra starten, for jeg skulle jo lige finde ud af den eksisterede. Det har jeg så fundet ud af, og jeg synes det er så hyggeligt og spændende at være sammen med de kreative piger.

I morgen har Helle lovet at vise os hvordan man laver SKUMFIDUSER, jeg håber jeg får det lært!! Det lyder da spændende.


I week-enden startede klargøringen med at gøre pladsen til den nye postkasse klar. Den skal jo være på plads inden 1. januar ellers får vi ingen post, siger de nye regler. Og frosten kan jo komme før man aner.

Vi har en mega lang opkørsel, så posten og avisbudet, glæder sig sikkert, så må vi se om vi også kommer til at nyde, at skulle udendørs efter vores post?


Mere klargøring er der gjort i dag, jeg har lavet mad, som er frosset ned i portioner passende til 1 person, for husbond skal jo ikke sulte, når han er i gang med udvidelsen/ombygningen af datterens sommerhus.

Så jo, jo her er der klargjort, så nu må det være tid til at fatte strikkepindene og lige klargøre strømperne til Marie, Jens´ er færdige, og som tidligere nævnt, så aner man ikke hvornår frosten kommer, og de hjemmestrikkede bliver uundværlige for de små poder.

Jeg kunne jo også vælge et af de 2 andre strikketøjer, som jeg har gang i, nu får vi se, jeg tager bestemmelsen imens jeg laver en kop aftenkaffe.


Jeg glæder mig til at se i piger fra strikkecaféen i morgen, og god aften til alle










1 kommentar:

  1. Du får da forkælet den stakkels mand, når han er i sommerhuset :)
    Sikke mange par sokker du har fået strikket, bare fordi jeg er væk i tre dage, tsk tsk....

    Kh. Lis

    SvarSlet