søndag den 13. marts 2011

Fisketur og varme fødder ......

Hvad er det da man går og lover. Min kollega, er fiske-entusiast, og han spurgte om jeg måske ville strikke et par strømper i en grøn farve, som passer til hans fisketøj. Det vil jeg da gerne, men han har altså en stor levefod, så det tager jo lidt tid. Den første strømpe skal strikkes færdig i dag, så han kan prøve den i morgen, inden jeg strikker nr. 2. Jeg håber den passer, som fod i hose.


Og så vil jeg gerne lære at strikke strømper på 2 rundpinde, det virker altså lidt snørklet i mit hoved. Men, men jeg var jo i strikkecafé den anden dag, spørg lige om det var hyggeligt, og der er vist hjælp at hente, udi at strikke strømper på rundpinde. Det var nogle kreative og dygtige strikkere, hyggeligt at hygge sig et par timer med nogle med samme interesse for strik og opskrifter, snakken gik, som om vi havde kendt hinanden længe. Så jeg ser allerede frem til næste gang vi mødes.
Søndagen i dag er afsat til afslapning.
Vigga havde inviteret til "Bedsteforældredag" i vuggestuen fredag, men det lille pus, havde fået skoldkopper, så det blev til pasning af både hende og Regitse i deres hjem, men det var jo også "Bedsteforældredag". Vi overnattede der, for svigerdatter og svigersøn fejrede fælles fødselsdag med brunch lørdag. Derefter gik turen til familietræf i husbonds familie. Så velankommet til egen matrikkel sent lørdag, var der godt nok brugt rigeligt af kræfterne.
Så nu skal der lades op til en ny uge, det skal gøres med giro 413 strømmende ud af højtaleren, strikkepinde i hænderne, måske med afbræk af visit ude ved vaskemaskinen. Aftenmaden bliver noget nemt, vi trænger ikke til det helt vilde, for vi er blevet bespist med såå meget godt mad fredag og lørdag.
Nyd resten af søndagen, med lige det du har lyst til, det vil jeg ihvertfald gøre.

1 kommentar:

  1. Hejsa Birgit og tak for sidst, det var bare så hyggeligt at du ville deltage i vores strikecafe. Jeg glæder mig til at vise dig hvordan man strikker strømper med 2 rundpinde.

    SvarSlet