søndag den 9. januar 2011

SPORSKIFTE.......



er hvad jeg har foretaget, jeg har nemlig skiftet strikning af veste ud med fremstilling af strømper til mine små + Emil (vi skal til Emil´s oldemors 100 år fødselsdag, og så lige et par strømper til Emil i stedet for slikpose), der strikkes stadig af garn fra lageret.
Vi går mod lysere tider, kan I erindre hvordan vejret er når det bliver forår? Jeg kan godt og glæder mig, men jeg ved jo også, at så skal de små bruge gummistøvler, og så er det jo godt med hjemmestrikkede strømper.

Vi skal snart til dobbelt fødselsdag hos Jens og Hans, og så har jeg købt en lille gave til Marie også, hun er jo kun 3 år, men, men Regitse og Vigga kommer jo også til fødselsdag, så kan de få en lille gave med strømper i, de er jo også kun små piger, og elsker pakker, derfor skal de ikke føle sig snydt.
Om en månedstid holder Vigga så fødselsdag, og mon ikke jeg finder en pakke til hendes storesøster også, og til Vigga´s fødselsdag kommer helt sikkert også mine Viborg-børnebørn, og så kan de også få en pakke hver med strømper i.
Så mangle strikketøj kommer jeg ikke til!
Endnu et sporskifte er de fine gule tulipaner, som jeg fik foræret af gode venner, ikke at de ikke plejer, at komme med blomster altså, men at det er tulipaner som minder om forår, som pryder min stue, i stedet for juledekorationerne, ja det er da sporskifte. Man bliver i godt humør at de spæde foråstegn! Inge kom for mindst 10 år siden med en AMYRYLUS, som har blomstret hvert år, og netop nu er klar til at folde blomsten ud igen i år. Det havde jeg ikke forestillet min, at den havde kræfter til, for den har fået en unge i løbet af året, som jeg har taget fra, og nu spændt venter på om er lige så robust som sin mor. Jeg har lovede Inge, at hvis den bliver god forærer jeg hende den, som tak fordi hun for snart mange år siden forærede mig moderblomsten.


Vi må også håbe at den nye prins og prinssese som blev født i går, vil vokse sig store og stærke, ligesom Deres mor. Men jeg har nu lidt ondt af Mary, tænk at der står fotografer alle steder, for at fotografere hvem hun får besøg af. Godt de passer på hende på Riget, men giv hende dog bare en lille smule fred.Godt nok er hun medlem af kongehuset, men lige nu har hun altså først og fremmest nybragt mor til to børn.
Dagen i går blev tilbragt i hyggeligt samvær med sønnen og hans familie, til lækker brunch, og efterfølgende kaffe. Vi hyggede os, det tror jeg også de unge og børnene gjorde. Vi var jo tæt på IKEA, og som planlagt hjemmefra, tog vi dertil på vejen hjem. Vi skulle købe gave til Hans, og 3 rammer til litografier, som vi hjembragte fra Vietnam, og fristet blev vi også af de her farvestrålende taburetter (til næsten ingen penge), dem kan børnebørnene sidde på, nå der hygges om vores sofabord.

Vi var ikke de eneste, som havde fået den idé at tage til IKEA, der var så maaange mennesker, men det er jo også en spændende forretning. Men stå i kø så længe, det kunne vi næsten ikke overse, men så lavede vi et sporskifte!! Vi scannede selv vore indkøb og betalte, ren selvbetjening, og vupti vi sprang køen over. Jeg synes de taburetter har så dejlige farver, også de minder mig om forår!
Nå, bliv nu ikke for overmodig, fru Knudsen, vi er godt kun midt i januar, og kong vinter, kan ramme os igen, men hvor er det dejligt at have noget at se frem til

1 kommentar:

  1. Vi kan jo krydse fingre for at kong vinter er taget et andet sted hen,,dejlig med hjemmegjorte strømper.

    SvarSlet