lørdag den 26. december 2009

Det stod altså ikke på min ønskeseddel........men systemet kan virke

Desværre opdagede jeg på jobbet den 16. dec. at mit højre øje ikke rigtig ville som jeg ville, altså det opførte sig mærkeligt, jeg var ude at kigge i spejlet, men der var intet at se, spurgte så en kollega, om han troede at man kunne miste sit syn sådan lige pludseligt uden noget uheld eller lignende. Det vidste han selvfølgelig ikke, men noget var der altså galt. Lægen blev kontaktet selv om der ikke var tlf.tid "Kom med det samme" sagde lægen. Han mente det var en blodprop i øjet, og jeg blev sendt hjem med blodfortyndende- og kolesterolsænkende medicin, og lovning på akuttid hos øjenlægen næste dag. Øjenlægen udelukkede at det var en blodprop, men mente, at det var noget som hedder VÅD AMD, (det havde jeg godt nok aldrig hørt om), det har jeg nu!!!! Han sagde at det var vigtigt, at det blev behandlet hurtigt, og han ville sende henvisning til øjenafd. på Holstebro Sygehus, men han sagde også, at jeg nok først kunne få en tid om 2 til 3 uger. Nå, jeg anede jo ikke hvad våd AMD var, men fik lidt pjecer med hjem, og da forstod jeg virkelig alvoren af hvad den sygdom er. Så husbond og jeg var enige om, at jeg måtte kontakte øjenlægen næste morgen kl. 8 og presse på for den der tid til endelige diagnose og start på evt. behandling.
Det blev ikke nødvendigt at kontakte øjenlægen, for 7.45 ringede de fra AMD-klinikken på Holstebro Sygehus, de havde en tid til mig 21.12., altså INDEN jul.
Diagnosen blev stillet, og det er VÅD AMD. Og jeg startede behendlingen 21.12. Så det er jeg meget,meget glad for.
Sygdommen kan behandles med indsprøjtning i øjet, med en medicin som i bedste fald kan hindre de nye små blodkar i at dannes i øjet og evt. hindre, at dem som er dannet er utætte, så der siver vædske ud i nethinden, og påvirker det centrale syn. Denne behandling skal foregå hver 5. uge min. 3 gange, måske mange flere gange, men bare det hjælper, og måske enda bedres, som det ses hos ca. 33%, så er jeg altså parat, for nu står jeg altså i suppedasen. Og en sidegevinst er det da også, at de holder øje med det raske øje. For det raske øje har jo taget over og gør at jeg ikke mærker så meget til det, så jeg kan stadig strikke, og alt det andet, som jeg plejer at foretage mig. Jeg vil kæmpe vil jeg, for det er da ikke til at holde ud at tænke på hvis ens syn skulle gå hen at blive så dårligt, at min hverdag skulle ændres radikalt.

EN FORSKRÆKKELSE VAR DET ALTSÅ, MEN HVOR VAR DET DA GODT AT OPLEVE AT SUNDHEDSSYSTEMET KAN VIRKE.
Og sikke en behandling jeg fik på AMD-klinikken i Holstebro, de virkede så kompetente, og var så omsorgsfulde, for jeg var da bange. Og godt har det også været, at husbond, har været med til alle konsultationer, det støtter jo een, og 4 ører hører jo mere en 2.

Nu ikke mere sygdomssnak, jeg er ikke hypokonder, men det hjælper nu lidt at få det nedfældet.
Vi har haft en god jul, nå ja, den er ikke helt overstået for vores vedkommende selvom det er 2. juledag for i morgen får vi besøg af datteren m/familie, det bliver hyggeligt.

Vi fejrede juleaften hos datteren, sammen med sønnen m/familie, alle overnattede der, og vi havde bare så dejlig en aften. 1. juledag blev traditionen tro holdt her sammen med sønnen/m famile og husbonds søster og svoger.

Børnebørnene fik jo de hjemmelavede gaver af os, jeg har vist lovet et billed af "det gode skib MARY", som husbond har gået og hygget sig med at lave til Jens, det er malet med maling, så det kan tåle at sejle i saltvand, når de er i sommerhus.Mit hjemmestrikkede dukketøj gjorde også lykke hos pigerne.

Og så har jeg igen fået for meget strikketøj i gang.
Jeg har aldrig selv haft et par varme hjemmestrikkede strømper, det får jeg nu, for jeg tror de bliver færdige i aften. Husbond syntes godt nok det har været mega koldt, eller også er det fordi han er blevet ældre, men han kunne altså godt tænke sig et par varme og tykke sokker, strikket af mig, og svigerdatteren er jo gået på barsel, så det kan jo ikke blive ved med at vente, det der babytæppe til den lille ny i Risskov. Så på vej hjem fra Holstebro holdt vi ind til min garn leverandør IMPAZ i Isenvad, og provianterede garn til julen (også fordi jeg skal holde med at ryge, så er det godt med noget i hænderne, for det er ikke så let det der med rygestop).
Nu vil jeg finde lidt rester frem, så vi kan få noget aftensmad, for vi trænger, tarmene har jo efter de sidste par dage allerede vænnet sig til meget mad.
Og aftenen skal tilbringes med strikkepinde i hænderne, husbond i sofaen, tændt TV, kaffe (en rigtig god een af slagsen, som husbond har fået i gave) og lidt julegodter. Det bliver da hyggeligt.
Jeg nåede jo ikke, at få sagt glædelig jul til Jer som kigger med her, men det håber jeg at I har haft, og jeg vil ikke forsømme at ønske Jer alle GODT NYTÅR!!!

1 kommentar:

  1. Sikken forskrækkelse... godt systemet virker :-) og rigtig godt du kan blive hjulpet hurtigt . Håber i aligevel har haft nogle gode juledage og også Godt nytår til dig og dine :-)

    SvarSlet