søndag den 10. januar 2010

Der lugter godt her i køkkenet

sagde husbond, for ca 1/2 time siden. Grunden til at der er en speciel lugt i køkkenet er, at menuen i dag er Brunkål. Mange vil sikkert sige "det kan jeg ikke lide". Men for os, er det altså lækkert, og passer sig til sådan en blæsende vinterdag. Rugbrød er der også bagt i dag.

Vores stue ser altså noget miserabel ud lige nu, men det må være skidt inden det kan blive rigtig godt. Vi har bestemt at der ikke skal være en decideret deadline for færdigmelding. Vi har jo spisebord i køkkenet, og opholdsstue ovenpå, så der kan vi jo bare være, og så lukke døren til stuen nedenunder. Det må tage den tid det tager, for vi skal også nå alt det andet vi gerne vil.
I går var Regitse på besøg her sammen med sin mor, og Regitse og farfar måtte selvfølgelig ud med kælken, selvom der var adskillige frostgrader. De havde godt med tøj på og hyggede sig en halv times tid, og kom ind i varmen i højt humør og med fine røde kinder. Kakaomælken ventede.

Jo, der er nu noget charmerende over rigtig vinter, selvom det jo kan være træls, nå man skal ud at køre, eller sneen skal skovles.

STRIKKEFRONTEN: Jeg er spændt, babytæppet til Regitse´s
kommende (lillesøster, tror vi nok) blev færdig i aftes, enderne hæftet hertil morgen, så en tur i vaskemaskinen på uldprogram. Det ligger nu til tørre, men jeg synes godt nok, det var blevet lidt slasket, efter vaskemaskinen. Jeg har da ellers lavet vaskeprøve, som artede sig godt. Tæppet er strikket i Drops MERINO Extra Fine (superwash). Åh, jeg håber det bliver ok, når det bliver tør! Svigerdatteren så det i går, og synes rigtig godt om det.

Læg forøvrigt lige mærke til Amalylusen, som snart kommer med 2 blomster. Den har jeg fået af Inge for snart mange år siden, og den glæder mig med at blomstre hvert eneste år. Så det var en god værtinde gave hun gav mig dengang, mere holdbar en afskårne blomster.

Det var lige et sidespring fra strikkefronten. Den anden dag så jeg et Baktus tørklæde, og det inspirerede mig. Så over middag i dag, blev der trævlet en halvfærdig vest op. Vesten som ellers var tiltænkt Jens for et års tid siden, men ikke blev strikket færdig, fordi Jens bestemt ikke vil have noget strikket på, fordi det kradser. Nu kan garnet (selvstribende babbus-garn købt i Brugsen)så anvendes til et Baktus tørklæde til mig. Dejligt afslappende strikketøj, som jeg glæder mig til bliver færdigt.
Åltså en rigtig hyggelig søndag, beskæftiget med det der lige faldt for. Stearinlysene på bordet, medbragte svigerdatteren i går, (4 halvbrændte bloklys, fra de unges nytårsaften), de var tiltænkt husbond, som jo sparer på varmen i sit værksted, og derfor gerne brænder vores rester af bloklys
af. Disse får han nu ikke for de kan lige passe på mit sølvfad på spisebordet og skabe lidt stemning i denne kolde tid.
I går gik vi tur omkring Hampen sø, som nu er frosset til, og som altid var der så kønt derude. I dag troede jeg ikke, at jeg ville gå tur i det blæsevejr, som der er, men efter kaffetid kunne jeg nu alligevel ikke lade være, og dejligt var det med den friske luft. Det er jo ikke vejret, som der er noget i vejen med, kun påklædningen. Og når man nu ikke ryger, så skal man foretage sig noget andet, og jeg holder så meget af at gå tur.
Nu kan jeg vist ikke holde husbond på pinebænken mere, men må vist hellere servere brunkål, m/røget bacon, sennep og rugbrød. Derefter skal madpakkerne til i morgen gøres klar, og bagefter, skal denne vinteraften nydes med strikketøj, kaffe i koppen og TV.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar