fredag den 14. januar 2011

STRIKKEPINDENE MÅ VIGE PLADSEN ..


for denne her. Nemlig en ny bærbar PC, som ankom til matriklen her i formiddag, har taget en del tid i dag.
PC blev leveret af en ung mand fra Expert, hvor jeg for nogle dage siden købte den bærbar PC og benyttede mig af den mulighed, som der var, at den og det trådløse netværk lige var klar til brug inden den unge mand igen forlod matriklen. Og det var super godt, den fungerede simpelthen ok da han tog hjem. Så pengene til den del er bestemt givet godt ud, og kan bestemt anbefales! Og oveni fik jeg svar på et spørgsmål om kamera, og husbond havde lige et spørgsmål omkring vort ret nye TV, og når vi skal hente den DAB radio, som vi også købte skal hentes, kan vi hvis vi har spørgsmål omkring PC skrive dem ned, og få dem besvaret.
Det handler jo om at komme i gang med at bruge PC, og der skal øvelse til, kan jeg mærke.
Men glad for den er jeg bestemt, og indtil virker den ok, og den service vi har fået hos EXPERT ved den investering her er helt i top!!!
STRIKKEFRONTEN: der strikkes stadig strømper, af restegarn. Strømperne til Vigga Regitse er klar til at blive afleveret, og Emil´s er og strikket færdig. Så nu er der gang i 3 par mere, som skal varme fødderne hos de små i Viborg.
Læg lige mærke til tulipanerne på billedet, dem fik jeg foræret for 8 dage siden, og giveren gav det råd, at komme 1 tsk. kartoffelmel i vandet, det ville gøre dem mere holdbare. Det ser ud til at have virket, så det prøver jeg næste gang jeg står med en buket tulipaner, og det er jo heldigvis den tid som ligger forude, hvor tulipaner har sæson. Så hermed er et godt råd givet videre.
God week-end til Jer.
Min week-end skal bestå af 2 x børnefødselsdag, 1 sammenkomst med husbonds tidligere kollegaer, lidt job til mig bliver der også, og hvis der ellers bliver tid til overs, så skal både PC og strikketøj også udfylde min tid.

søndag den 9. januar 2011

SPORSKIFTE.......



er hvad jeg har foretaget, jeg har nemlig skiftet strikning af veste ud med fremstilling af strømper til mine små + Emil (vi skal til Emil´s oldemors 100 år fødselsdag, og så lige et par strømper til Emil i stedet for slikpose), der strikkes stadig af garn fra lageret.
Vi går mod lysere tider, kan I erindre hvordan vejret er når det bliver forår? Jeg kan godt og glæder mig, men jeg ved jo også, at så skal de små bruge gummistøvler, og så er det jo godt med hjemmestrikkede strømper.

Vi skal snart til dobbelt fødselsdag hos Jens og Hans, og så har jeg købt en lille gave til Marie også, hun er jo kun 3 år, men, men Regitse og Vigga kommer jo også til fødselsdag, så kan de få en lille gave med strømper i, de er jo også kun små piger, og elsker pakker, derfor skal de ikke føle sig snydt.
Om en månedstid holder Vigga så fødselsdag, og mon ikke jeg finder en pakke til hendes storesøster også, og til Vigga´s fødselsdag kommer helt sikkert også mine Viborg-børnebørn, og så kan de også få en pakke hver med strømper i.
Så mangle strikketøj kommer jeg ikke til!
Endnu et sporskifte er de fine gule tulipaner, som jeg fik foræret af gode venner, ikke at de ikke plejer, at komme med blomster altså, men at det er tulipaner som minder om forår, som pryder min stue, i stedet for juledekorationerne, ja det er da sporskifte. Man bliver i godt humør at de spæde foråstegn! Inge kom for mindst 10 år siden med en AMYRYLUS, som har blomstret hvert år, og netop nu er klar til at folde blomsten ud igen i år. Det havde jeg ikke forestillet min, at den havde kræfter til, for den har fået en unge i løbet af året, som jeg har taget fra, og nu spændt venter på om er lige så robust som sin mor. Jeg har lovede Inge, at hvis den bliver god forærer jeg hende den, som tak fordi hun for snart mange år siden forærede mig moderblomsten.


Vi må også håbe at den nye prins og prinssese som blev født i går, vil vokse sig store og stærke, ligesom Deres mor. Men jeg har nu lidt ondt af Mary, tænk at der står fotografer alle steder, for at fotografere hvem hun får besøg af. Godt de passer på hende på Riget, men giv hende dog bare en lille smule fred.Godt nok er hun medlem af kongehuset, men lige nu har hun altså først og fremmest nybragt mor til to børn.
Dagen i går blev tilbragt i hyggeligt samvær med sønnen og hans familie, til lækker brunch, og efterfølgende kaffe. Vi hyggede os, det tror jeg også de unge og børnene gjorde. Vi var jo tæt på IKEA, og som planlagt hjemmefra, tog vi dertil på vejen hjem. Vi skulle købe gave til Hans, og 3 rammer til litografier, som vi hjembragte fra Vietnam, og fristet blev vi også af de her farvestrålende taburetter (til næsten ingen penge), dem kan børnebørnene sidde på, nå der hygges om vores sofabord.

Vi var ikke de eneste, som havde fået den idé at tage til IKEA, der var så maaange mennesker, men det er jo også en spændende forretning. Men stå i kø så længe, det kunne vi næsten ikke overse, men så lavede vi et sporskifte!! Vi scannede selv vore indkøb og betalte, ren selvbetjening, og vupti vi sprang køen over. Jeg synes de taburetter har så dejlige farver, også de minder mig om forår!
Nå, bliv nu ikke for overmodig, fru Knudsen, vi er godt kun midt i januar, og kong vinter, kan ramme os igen, men hvor er det dejligt at have noget at se frem til

tirsdag den 4. januar 2011

Pakke klar til afsendelse, og spænding m.h.t.knapper




Vest til Hans og "Lille topstykke" til Marie er klar til afsendelse. Jeg er spændt på hvordan de fine knapper, som jeg har købt hos http://www.stofogstuff.dk/ bliver modtaget hos datteren, det er ikke sikkert de falder i hendes smag, men jeg håber det. De er godt nok lidt store til vesten, men passer perfekt i farven, synes jeg. Så pakken til de små skal sendes i morgen. I aften startes på bestillingsarbejde, nemlig et par sokker til Vigga, så hun ikke fryser sine fødder når hus sover i barnevognen. Garn er fundet på mit lager, Bamboo sprømpegarn.
Året er startet i sin næsten vanlige gænge med arbejde og diverse daglige sysler. Et par invitationer hænger på opslagstavlen, den ene er til en 100 års fødselsdag, ved en forholdsvis frisk dame, som jeg har kendt fra barndommen, da hun boede meget tæt på hvor jeg boede som barn, og hendes datter er min veninde (læs: næsten en søster).
Ud over de to invitationer, ringede Jens i går og inviterede os til sin fødselsdag, ja det bliver jo en dobbelt fødselsdag for Hans fylder år samme dag. De to herlige drenge-børnebørn bliver henholdsvis 1 og 5 år. Som tiden dog går!
Hvis du som læser med her vil glæde mig, så læg en kommentar, det er så hyggeligt. Jeg vil bestræbe mig på (nytårsfortsæt), at blive bedre til at huske at lægge en kommentar hos dig.

torsdag den 30. december 2010

År 2010 er ved at rinde ud og et nytårsønske

Mit nytårsønske er, at rigtig mange af Jer, som kigger forbi min blog vil lægge en kommentar, for det er så hyggeligt!

Året er jo ved at rinde ud, og for mig har det været et år hvor der kom yderligere 2 børnebørn til, og det er bestemt det største som 2010 bragte med sig for mit vedkommende.

Det er også blevet til mange dejlige, sjove og skøre timer i selskab med de 3 øvrige børnebørn og deres forældre. Og dejlige ferier er det også blevet til, ikke mindst ferien til Vietnam, som var uforglemmelig. Og ja, det blev også året hvor jeg fik mit efterlønsbevis (som jeg dog ikke har tænkt mig at gøre brug af, men dejligt at det er i hus, hvis nu....), i den forbindelse var der jo også en rund fødselsdag i 2010, som jeg kan tænke tilbage på med glæde, det var sådan en god dag under uformelle former, og det var også den runde dag, som gav anledning til en tur til Legoland med overnatning for den nærmeste familien. En tur som vist alle husker og har gode og hyggelige minder fra.

Desværre oplevede vi også i slutningen af 2010, at miste en meget nær ven ganske pludseligt, det gør ondt, men man er jo nødt til at se fremad, og heldigvis ser det ud til at hans enke er på vej fremad, godt hun har sit positive syn på det hele.
Sådan er de fleste år vist, med både medgang og modgang, og man kan så bare håe at medgangen har overvægten.

Nu må vi så se hvad 2011 bringer? Forhåbentligt mange glade og hyggelige ting, godt helbred m.m. og ikke mindst bare lidt mere fred og fordragelighed i den store verden. Ja man kan kun håbe at mange mennesker har de samme ønsker, men desværre oplever vi jo også at ufred/krig og terror er dagens orden. Man bliver ikke just i godt humør af at høre om, hvad som sker, både her i Danmark og rundt i verden.
Nå, nu er jeg vist ved at blive lidt for alvorlig og bekymret. Man skal være optimist. For vi får mest ud af livet ved at tælle de lyse timer. Lad os håbe at 2011 bliver et godt år!!!!

STRIKKEFRONTEN: Lille Topstykke er strikke færdig, der skal bare hæftes ender, og skylles op, så er den klar til afsendelse til Marie, som prøvede den i går, da var den godt nok ikke færdig, men Marie sagde god for den, og går nu og venter på at Postmand Per kommer med den. Og forældrene synes det var super, at den er strikket i Arwetta, på pind 3, der gik 100 gr. til til str. 4 år. den ville ganske sikkert have været mere lækker i Geilsk, men så kan den ikke komme i vaskemaskinen. Og nu har jeg så et par bundter Geilsk garn, som kan blive til et tørklæde til mig selv. Ikke så dårligt, det er jo rart med noget på lageret.

I aften vil jeg, medens vi skal se krimi af Stig Larsson fortsætte med vesten til Hans. Måske den kan ryge i den samme pakke som topstykket, jeg tror det.
Jeg bliver ikke strikkeløs i 2011, for Marie har allerede bestilt "Isdronningen" og Regitse har bestilt "Lille Ida`s Blomst", begge fra den bog som jeg var så heldig, at få i julegave.

I morgen, holdes der nytår her på matriklen, for det er vores tur til at være værter for 3 hold gode venner (en 33 år gammel tradition), alt er forberedt, ja selv bordet er dækket, kartofler skrællet, isen er lavet (skal prøvesmages i aften, uhm), dyrekøllen udbenet og klar til at komme i marinade inden sengetid, og på grillen, når vi har spist nytårsfrokost hos genboen i morgen. Så vi er klar til at fejre årsskiftet.
RIGTIG GODT NYÅR TIL ALLE JER SOM LÆSER MED, og husk nu mit nytårsønske, jeg synes det er så hyggeligt med en kommentar.

søndag den 26. december 2010

Vi er gået ned i kadance ...................

og sneen daler stille ned denne 2.juledag, hvor der på matriklen igen kun befinder sig vi 2, som har postadresse her.
Matriklen blev 23.dec. som planlagt opsøgt af sønnen med familie, som har holdt jul her hos os. Og dejligt har det været, og stille er der blevet, ja man kan næsten høre stilheden. Det er mega dejligt når de kommer, men det har nu også sin charme når vi bare er os selv igen. Og jeg tror også, de glædede sig til at komme hjem igen, ikke mindst småpigerne til deres vante omgivelser.

Inden de drog afsted, gennemgik vi i fællesskab, hvad køleskabet gemte af rester (matriklen var 1.juledag opsøgt af yderligere 7 personer, så altså ialt 13 personer til julefrokost). Og rester det var der bestemt, og dejligt både for de unge og os med nem mad de næste dage, som skal bestå af ren afslapning.
STRIKKEFRONTEN: Jeg fik bogen "Det er ganske vist", og den har jeg kigget i en del gange, de sidste par dage og har da også fundet flere ting, som der ikke mangler lyst til at komme i gang med, men jeg investerede jo i strikke-kit "Lille Topstykke", og har så nu 2 bundter garn, som jeg må finde anvendelse for, fordi jeg strikker altså i Arwetta, for den garn kan gå i vaskemaskinen. Farven er bare super synes jeg, og Marie, som var på besøg i går, syntes vist også at den var super. En vest til Hans i en grøn farve, og noget restegarn, er på pindene, så jo pindene har arbejdet, i medens vi har set Stig Larson´s Triologi på TV her i aften.
Indlægget her blev påbegyndt midt på eftermiddagen, men der var problemer med PC, håber det var fordi kabel-tv nettet var overbelastet, så nu har jeg så forsøgt mig igen. Jeg håber ikke det er min PC som gør nykker, godt nok påtænker jeg en ny bærbar PC, men den her stationære må da gerne fortsætte med at virke. Der er ikke påtænkt at den skal på pension endnu.
Men det er påtænkt at jeg holder ferie i den kommende uge, det skal blive så dejligt.

søndag den 12. december 2010

Der blev strikket i bilen ......................





Vi har været på Sjælland i denne week-end, og strikkepindene blev brugt til at fordrive tiden med undervejs. Det er en sjælden gang, at det ikke er mig som er fører af bilen, når vi triller afsted, men det var det altså ikke denne gang. Så det går godt fremad med denne ugle-vest til Hans, som har fået monteret knapper som øjne, da vi kom hjem. Opskrift på uglerne er fra ugle-kjolen, som blev strikket for et par år siden. Den strikkes godt nok oppefra og ned, så ugle-mønsteret måtte strikkes omvendt. Men det er vist ok. (farverne på billedet snyder lidt). Jeg tror den bliver ok og kan varme den lille dreng, i den her tid, hvor det er så koldt. Det tøvejr holdt ikke længe, men har da tyndet noget ud i sneen.


Bogen som jeg bestilte er også kommet, (falsk lys på billeder).I den er der da vist godt nok flere ting som skal afprøves, men der er en del der skal læses og også forstås inden masker slås op.
Der er flere teknikker i den bog som, virker meget spændende, og derfor har jeg allerede købt lidt fine knapper som jeg vil bruge, når jeg går i gang med bl. a. et par bluser til de 2 børnehave piger som jeg holder så meget af. Måske der også bliver en bluse til Vigga af mit restegarn, hun får vist brug for en lun bluse når hun starter i vuggestue.

Og nu vil jeg slappe af resten af dagen, jeg slipper for at lave aftensmad, for gode venner har inviteret på en kartoffel, uhm jeg glæder mig allerede, for hun er en god kok, allerbedst til frikadeller, men nu må vi se hvad menuen bliver. Vin tager vi med, og også en potion valnødder af egen avl.



søndag den 5. december 2010

MODET SVIGTEDE.........

men der blev altså risengrød til nissen, for jeg turde godt stille skålen med lidt grød op på loftet. Vi havde de 3 børn fra Viborg til overnatning fra fredag til lørdag, og de små havde bestilt risengrød til aftensmad.
Da der jo på vores loft op mod jul, plejer at bo en lille bitte nisse, ja så har vi haft en del snak om det, og derfor skulle der stilles risengrød derop, så vi kunne konstatere, om han er flyttet ind i år. Og det er han, for lørdag morgen, da loftslemmen blev åbnet, stigen trukket ned og jeg hentede skålen ned igen, var der under en teskefuld tilbage. 2 par spændte og tindrende barneøjne fulgte sceneriet med deres meget modige mormor som hentede skålen ned. De fik begge tilbud om at kravle op ad stigen og kigge op på loftet for at se om de kunne se nissen. Marie meldte klart ud, at det turde hun altså ikke, Jens ville gerne og kravlede et par trin op, men så svigtede modet. Ak ja, når de får modet til at kravle derop, så er troen på nisser vist væk!
Registe kom på besøg til frokost, og fik straks historien fortalt, og den næsten tomme skå at se. "Må jeg også kigge op på loftet" spurgte hun. Det måtte hun, så stigen kom ned igen, og endnu et barn som gerne ville kigge derop, men ikke turde. Regitse og jeg har gjort den aftale, at når hun kommer for at fejre julen her sammen med sine forældre og Vigga, skal nissen have grød igen.
Sådan nogle oplevelser skal nydes lige her og nu!!

STRIKKEFRONTEN: Den står på gentagelser, igen, igen.

Nu er der en vest på vej til Marie, og derefter en vest til denne lille dejlige dreng, som snart skal til at starte i vuggestue. Hans´ mor kan vist godt tænke sig en anden opskrift en den vanlige, så dejligt, dejligt. Datteren har set en børnevest, som hedder SIGNE og er fra Design club og strikket i Duo garn, men jeg kan altså ikke finde den på nettet, så jeg kan få investeret i den, for ønsket er netop denne vest til Marie næste gang, at jeg får et par tomme strikkepinde. Så hvis nogen kan hjælpe hører jeg gerne.


Her står det som de fleste andre steder på lidt forberedelser til jul, hvilket jo også er ganske hyggeligt.
Se bare her. Marie hjalp med at bage pebernødder i går, og ih hvor vi hyggede os.
Jeg har givet mig selv en før julegade VENDESTRIK#2, er på vej med posten, kunne mærke at den var jeg nød til at eje.