søndag den 26. december 2010

Vi er gået ned i kadance ...................

og sneen daler stille ned denne 2.juledag, hvor der på matriklen igen kun befinder sig vi 2, som har postadresse her.
Matriklen blev 23.dec. som planlagt opsøgt af sønnen med familie, som har holdt jul her hos os. Og dejligt har det været, og stille er der blevet, ja man kan næsten høre stilheden. Det er mega dejligt når de kommer, men det har nu også sin charme når vi bare er os selv igen. Og jeg tror også, de glædede sig til at komme hjem igen, ikke mindst småpigerne til deres vante omgivelser.

Inden de drog afsted, gennemgik vi i fællesskab, hvad køleskabet gemte af rester (matriklen var 1.juledag opsøgt af yderligere 7 personer, så altså ialt 13 personer til julefrokost). Og rester det var der bestemt, og dejligt både for de unge og os med nem mad de næste dage, som skal bestå af ren afslapning.
STRIKKEFRONTEN: Jeg fik bogen "Det er ganske vist", og den har jeg kigget i en del gange, de sidste par dage og har da også fundet flere ting, som der ikke mangler lyst til at komme i gang med, men jeg investerede jo i strikke-kit "Lille Topstykke", og har så nu 2 bundter garn, som jeg må finde anvendelse for, fordi jeg strikker altså i Arwetta, for den garn kan gå i vaskemaskinen. Farven er bare super synes jeg, og Marie, som var på besøg i går, syntes vist også at den var super. En vest til Hans i en grøn farve, og noget restegarn, er på pindene, så jo pindene har arbejdet, i medens vi har set Stig Larson´s Triologi på TV her i aften.
Indlægget her blev påbegyndt midt på eftermiddagen, men der var problemer med PC, håber det var fordi kabel-tv nettet var overbelastet, så nu har jeg så forsøgt mig igen. Jeg håber ikke det er min PC som gør nykker, godt nok påtænker jeg en ny bærbar PC, men den her stationære må da gerne fortsætte med at virke. Der er ikke påtænkt at den skal på pension endnu.
Men det er påtænkt at jeg holder ferie i den kommende uge, det skal blive så dejligt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar