søndag den 21. november 2010

NU SKER DER NOGET.....

da papirerne endelig (efter glemt afsendelse fra egen lægen) blev sendt til
behandlingsgarantiforsikringen, gik der hul på "bylden". Husbond havde kontakt af privathospitalet torsdag, og skulle komme til undersøgelse fredag kl. 16 og kikkertoperation blev aftalt til i morgen mandag i fuld narkose. Så det er da noget andet end det offentlige sygehusvæsen, hvortil han er blevet indkaldt til undersøgelse 03.02.2011, ja i læste rigtigt. Vi håber på at det går godt i morgen, lægen som skal operere, mente at det var en hurtig operation m/kikkert og fjernelse at det, som får knæet til at låse og gøre ondt. Når det er godt overstået, og han er i gang igen, skal vi have ringet afbud til det offentlige sygehusvæsen, får der står sikkert een anden som mega gerne vil have husbonds tid i februar.
Jeg undres over om det er et velfærdssamfund med de lange ventetider i det offentlige system, og hvad med "de varme hænder" det er bestemt heller ikke velfærd, jeg ser og oplever det jo i mit job som pædagogmedhjælper på døgninstitution, der spares helt vildt på "de varme hænder", og hvem er det der lider under det? Det er og bliver vore beboere, som betaler prisen, de får ikke den fornødne hjælp, for der er simpelt hen ikke timer til det. Forleden hørte jeg om en børnehave hvor børnene nu selv skal medbringe en kop, fordi der ikke længere er tid til at vaske op, så kan de drikke af deres egen kop hele dagen, og tage den med hjem, hvor den så kan vaskes af til næste dag.
Jeg synes simpelt hen ikke det er godt nok!!!!
Kunne husbond komme til i det offentlige system uden synderlig ventetid sparede man jo sygedagpenge, og fik "den gamle", som de skriger på, er så vigtig at fastholde på arbejdsmarkedet i gang hurtigt. Fik de personer, som ikke kan klare sig selv, den fornødne tid og omsorg, skulle de ikke samles op på et senere tidspunkt (og det koster garanteret mere at samle dem op) og hvad med hygiegnen i ovennævnte børneinstitution.

Nå, nu ser vi frem til i morgen. Jeg agerer chauffør for husbond, og hvis alt går som det skal, får jeg ham med hjem et par timer efter operationen. Så i dag har jeg været på arbejde et par timer, for jeg kommer jo ikke i morgen, og på onsdag skal jeg også holde fri, for der er bedsteforældre dag i Regitses "tøseklub" i børnehaven. Vi regner med at tage derop begge to, og der er lagt op til at bedsteforældrene, skal fortælle om hvad de legede med da de var børn. Derfor har jeg været på loftet og fundet min gamle SLASKE LISE frem, hun skal med og vises frem til alle småpigerne, jeg håber de vil synes det er sjovt, at se og mærke min gamle allerførste dukke. Jeg må tilstå, at det var noget nostalgisk ved at stå med den dukke i hænderne, hun skal aldrig kasseres - skal hun noget, ja så bliver det på museum. Jeg synes hun er så dejlig.
Sidste fredag besøgte vi Jens og Marie i deres børnehave. Det var rigtig hyggeligt. Vi havde selv madpakker med, og også hjemmesko. Alle børnene stod spændt og ventede på deres bedsteforældre, og man så mange glade gensynssmil og kram. Marie kan godt blive lidt befippet i en sådan situation, men pludselig gav hus los, og kom stormende ind i min favn! Vi hyggede os, og det fortsatte resten af dagen, sammen med deres lillebror og forældre.

STRIKKEFRONTEN: Den står på veste og atter veste.
Regitse har fået en "Feminin rib" - Hans har fået en fra bogen "sødt og blødt" - Vigga får, når vi kommer derop midt i ugen en "Clara vest" i garn og farve som Regitses vest.

Den er blevet ganske god synes jeg, og om en god måneds tid starter hun jo i vuggestue, det gør Hans forøvrigt også, så tror jeg de kan have glæde af en vest eller flere, så de små pus ikke fryser.

På pindene er der endnu en vest til Regitse i "Feminin rib" noget garn lys grå garn, som jeg fandt i mit lager.Det indeholder godt nok acryl, men nu skal det bruges, og i vaskemaskinen kan det da komme, og de unge forældre vil sikkert juble over den del!! Der er så meget af dette garn, at planen er, at Vigga helt bestemt også skal have en vest af det, så må jeg se om der også kan blive veste til Marie og Hans af garnet, vi får se.

Medens husbond bliver udbedret i morgen, vil jeg shoppe lidt, men strikketøjet er med i tasken, hvis jeg skal sidde og vente, og når vi kommer hjem kan han vel ligge på sofaen i stuen, og jeg har så en anledning til at slappe af i samme stue med strikketøjet.

Nu står den på eftermiddagskaffe, med kage fra bageren, og tændte stearinlys, det er simpethen det bedste ved november måned, som er så mørk og kold, man kan ikke få tændt for mange stearinlys.
Og nu havde jeg næsten glemt, at fortælle at i går blev der fremstillet, kalenderdek. til datteren. Advents- og kalenderdek. til svigerdatteren og også til mig selv. Selvfølgelig alle med de fineste stearinlys. Fornemmer i, at jeg er godt tilfreds med at være i god tid med dekorationerne?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar