torsdag den 20. maj 2010

Sommerhus ............

det behøver vi ikke at investere i, for vi har en datter og flere hold venner, som har sommerhus, og alle er så flinke til at invitere os af og til og det er dejligt.

I Kristi Himmelfarts ferien var vi inviteret til Vejlby Klit, til god mad og med overnatning, så kunne vi jo også nyde et glas vin til maden. Vi var tilmed heldige med vejret. Toget tog vi ind til Thyborøn, hvor vi shoppede og hyggede os i et par timer, derefter hjem i sommerhuset, hvor værtsparret dagen før havde været hos fiskehandleren, så frokosten stod på fisk, uhm det smagte, og frokosten kunne nydes på terrassen i solskin, men med fleese på. Et par hyggelige dage det var det bestemt.

Og forår/sommer det er der i luften, alt derude grønnes for hver dag som går. Jeg fornøjes i disse dage over min magnolia, jeg synes den er så fin.
Hindbærene gror, ja man kan næsten se hvordan de vokser, og det tror jeg Marie vil fryde sig over, for hun er allerede begyndt, at snakke om hindbær hos morfar og mormor. Tænk at en lille pige på godt 2 1/2 år tænker på det.

Jeg var jo på øjenklinik dagen før Kristi Himmelfart, til kontrol af min VÅD AMD, og de var så tilfredse, men det er rutine, at man følges hver 5. uge i et halv år efter den sidste indsprøjtning, og derefter overgår til egen øjenlæge. Men det er ok med mig, for at miste sit centrale syn, virker helt uoverskueligt. Jeg håber at det fortsætter i samme retning, som det har været den sidste tid, for så er det OK. Og glad for det, det er jeg!

Min Iskias driller, som sædvanlig, men jeg må lære at leve med det, for der er jo ikke andet at gøre, og lige for tiden er ham hr. Iskias, bestemt ikke min bedste ven. Bare jeg vidste hvad jeg kunne gøre for at gøre ham lidt mildere stemt.

STRIKKEFRONTEN: "Bluse med stort halshul" til Regitse er færdig, og sendt med posten til den lille pige. Der er gået inflation i den model, for lige nu er der en på pindene til Marie, bare i en anden farve.
TO DO LISTE: En bolero til mig selv, set på Drops og strikket i Muskat, og nok også en kjole mere til Regitses dukke.
Kan I nu alle have en rigtig god pinse, og lad os håbe det gode vejr fortsætter, så vi kan komme i haven og ud i det fri og få lidt farve på armene.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar