søndag den 29. december 2013

Mange masker ...........

har jeg lige nu på min strikkepind (nr.3), derfor synes jeg, at det hvis var en god idé med en prøvning inden videre strikning af striber og deling i krop og ærmer, det ville jo være ærgeligt hvis det så helt forkert ud.
Topdown giver jo mulighed for det, derfor er jeg vild med den facon
Jeg har en rundpind på 1 1/2 meter, så halvdelen af maskerne (ca 2oo) blev flyttet over på den, og billed i dårlig belysning blev taget. Det ser vist ok ud.

Jeg fortsætter på strikketøjet, nok først i aften, for dagen i dag skal bruges på forberedelse af nytårsmenu og på, at svinge støvsugeren lidt. Så selvom det er mega hyggeligt her ved bordet, hvor vi hygger os med dagens første kaffe, så går den ikke længere, vi må i gang med forberedelserne.


Godt nytår vil jeg ønske jer alle!

lørdag den 28. december 2013

I dag, gemmes der væk igen ..........

for nytårsaften skal holdes her hos os i år, og så synes jeg ikke at julepynten skal være fremme.
Vi er 4 par som har fejret nytårsskiftet sammen i 35 år, så det er der ikke så meget nyt i. Og det er ganske rart med sådan en tradition. For år tilbage var det næsten nødvendigt, at leje et forsamlingshus, for da var der jo mange børn som deltog. Nu er der jo kun os 8 "gamle", som hygger os sammen, og i år er det altså her på vores matrikel, at  samværet skal foregå. Så nedtagning af julepynt og forberedelse af mad mm. skal der til.

I går havde vi de unge fra Åbyhøj, til julefrokost bestående af rester, og familiehygge
Børnene er vilde med spil, så jeg havde pakket en del småpakker og et pakkespil hyggede vi os alle med! Det bliver vist en fast juletradition. Marie havde et ønske om at få lidt at mit garn, for hun ville gerne til at lave fingerstrik, så en tur omkring mit lager blev det til, og hun drog glad hjem med en pose garn.
Godt at se at andre end jeg, kan blive glad for en pose garn!
Farverne på striberne er grå og ikke blå (lyset, i ved)

Jeg strikker på "Perler på snor" fra bogen "Strik med stumper" bundfarven er sort "vores garn", og striberne og det øvrige mønster er farveskiftgarn som var lagervare, samt en ensfarvet grå, for at være sikker på, at have nok af farveskiftgarnet. Pind nr. 3 og strikket oppe fra og ned.
"Tempelblomt" strikkes der stadig på, måske skal den røres lidt i dag, sådan for forandringens skyld.

Madopskriften (nytår) skal gennemgås og indkøbslisten skal skrives i dag, for selvom der stadig er en del i køleskabet er der vist nogle andre ting som skal  købes.

torsdag den 26. december 2013

Ro på og afslapning .........

sådan skal vores 2. juledag være!

Vi har haft en god juleaften og 1. juledag.  Vi var samlet hos datteren alle sammen, 11 personer ialt, så hyggeligt.
6 børn under 8 år, som var så forventningsfulde, den ene af svigersønnes prædikener indledte vores jul, derefter hjem til en kop kaffe og forberedelse af  maden, som var super god. Så oprandt det tidspunkt børnene havde ventet på (de var forbavsende tålmodige) og gaver manglede der bestemt heller ikke (gaverne kunne ikke være under træet alle sammen). Jeg tror bestemt, at alle fik næsten det meste af det, som de havde ønsket sig.
Vi hyggede os gevaldigt alle mand,  lidt kaotisk virkede det nu indimellem. Jo, det var bestemt en hyggelig jul vi tilbragte i familiens skød.
Jeg fik også gaver som jeg var svært tilfreds med
Denne bog stod jo højt på ønskesedlen, den kom som allersidste gave som blev delt ud. Datteren havde ikke nået, at få den signeret af den ene af designerne, som hun kender. Men hun har lovet af få den signeret på et senere tidspunkt, for det ville da give bogen en ekstra dimension.
Et fingerstrikket halstørklæde, som jeg tog i brug med det samme, forærede Regitse mig.
Lækker bodyshampoo, dejlig kortholder, i skind, som passer lige til min clutch taske, gavekort til Matas, den sædvanlige kalender m/billeder af de kære børnebørn. Jo, jeg kan kun være tilfreds.
Regitse fik bl.a. et sæt bestående af 4 (strikkeliser) + garn fra mit lager, af os.
Det blev taget i brug i går, da hun og hendes familie, samt husbonds søster og svoger var hos os, til den vanlige julefrokost. Hun synes det er hyggeligt, at "strikke" på den, men vi måtte nu alligevel en tur omkring mit garnlager inden de drog hjem. Hun faldt for noget garn, som hun mente kunne blive til et halsrør til mig!
Vigga var lidt træt ovenpå gårsdagens strabasser, og samtidig et udbrud af astma, så i-pad var lige noget hun synes var afslappende, efter en lille lur.

I dag er der som sagt, dømt ro, afslapning og  nydning her. Den eneste aktivitet som er et must, er "få styr på køleskabet"! 
I morgen kommer der et ryk ind igen, når datteren m/familie kommer. Da skal vi spille pakkespil og hygge med god mad endnu en gang.
Jeg er allerede ved at planlægge for dagen i dag kan jeg mærke, men det er afslapnings/nydningsplaner:
Strikke lidt på Perler på snor - Tempelblomst, -læse/drømme lidt i min nye strikkebog- gå en tur- sidde i sofahjørnet og lytte til god musik eller se TV.

Håber også du har gode planer for 2. juledag







mandag den 23. december 2013

GOD JUL

Herfra ønskes alle en god og dejlig jul.

Her ved bordet i vort lune køkken, er der lunt og godt, storm og regn rusker udenfor, der er kaffe i kopperne, og gang i IT og TV, grynene som skal blive til risalamende småsnurrer på komfuret.

Vi er klar, men mon ikke vi alligevel får lidt at se til i løbet af formiddagen, så der er dømt nydning lige nu. Derfor skal nydningen bruges til et blogindlæg og nok også et par omgange på strikketøjet.

Der skal også åbnes den sidste låge i min helt egen julekalender, har frydet mig over alle de små tegninger Regitse har gemt bag lågerne.
I dag var der selvfølgelig et juletræ.
Strømperne som jeg skulle nå at få færdig, er også pakket ind.
Jeg har givet mine børnebørn adventsgaver, og dejligt når de bliver så glade for gaven, som Hans gjorde, da pakken fra julemanden (mormor)indeholdt en madkasse, og hyggeligt at der stadig tros på julemanden.

Endnu engang god jul!

Ikke hvid jul, men ........

her er der kommet lidt, som minder en smule om det. Men hvid jul i de mængder er ok med mig. Jeg skulle passe lidt på, for der var glat, da jeg gik min morgentur.

Tiderne ændre sig, det oplevede oplevede jeg i går! En person var i Brugsen for at hente sine papirbilleder! Der er vist ikke mange, som får lavet sine billeder på den måde mere, men det kan åbenbart stadig lade sig gøre. Godt for bl.a. de ældre som ikke betjener PC. De vil jo også gerne gemme deres minder, og når man ikke ønsker usb-nøgle og lignende såååå.........
Jeg har tænkt på, at der jo vokser en generation op, (bl.a. mine børnebørn) som aldrig oplever tiden uden al den IT, og tænkt på hvor meget al den IT vil udvikle sig i deres tid.
Jeg synes det er godt, at alle mine børnebørn ønsker sig Lego, med det legetøj kan de jo også udvikle sig. På IT området er de allerede velbefaret og den ældste er endnu ikke fyldt 8 år, selv dem på 3 år bruger i-pad. Og det er da bestemt godt!
Forstå mig nu ret, jeg synes det er godt med IT, og ville godt nok nødig undvære det, men vi må huske på, at der stadig er mennesker, som ikke kan/tør bruge IT.


Selvom der ikke er så koldt lige nu, håber jeg modtageren bliver glad for disse strømper, som blev strikket færdig i aftes.

I aftes så jeg en film om en "madnørd" som var blogger, dette indlæg er fra en "strikkenørd", som blogger. Tænk hvis vi ikke havde IT?  Så kunne vi jo ikke blogge, og for mig er det så hyggeligt, jeg er glad for hver en kommentar, og glad for de venskaber, som er vokset frem via bloggen!

Nu skal morgenkaffen nydes, støvsugeren svinges, mandelgave pakkes ind, juledug og juletøj have en tur af strygejernet.

lørdag den 21. december 2013

Julemanden bor i det gule hus ...........

Det er Vigga på 3 år helt sikker på!!!!!
Vi har besøgt de unge i dag, vi måtte jo se pigernes juletræ
Efter frokost trængte vi alle til en spadseretur, i rusk og regn (ikke julevejr, og dog?) På vejen hjem til den lune stue, fik farfar øje på en julemandsuniform, som hang til luftning, udenfor et gult hus, så Vigga har resten af eftermiddagen talt meget om, at julemanden bor i et gult hus!!!!!
Julepost, før julegaver, små visiter, jo man mærker at julen nærmer sig!
Et julekort indeholdende denne fine engel med årstal, skal bestemt pryde vores juletræ, tak for kaffe og tak for den fine engel!
En SMS fra en kær veninde,  blev modtaget da vi havde forladt matriklen "Håber I ikke er taget på juleferie, for jeg har stillet lidt under halvtaget". Så hjemkommet til matriklen, gik turen straks ud under halvtaget, det regner og stormer jo, så vi måtte redde hvad reddes kunne, også tak for denne før gave
Nu skal de nybagte rugbrød (dem nåede jeg også at bage i går) skæres i skiver og i fryseren, så der er forråd til juledagene, ja vi skal da nødig sulte - det kommer vi nu heller ikke til - for jeg tror der er provianteret til et godt stykke ind i 2014.
Strømperne skal der strikkes på, gider det næsten ikke, men en gave skal de være, så .......

fredag den 20. december 2013

MUMS til store og små, og ingen strikketid ..............

1. juleferie dag har været travl, det var ellers meningen, at der skulle slappes mega meget af i ferien! Nå, jeg har nu vist hygget mig, selvom dagen har budt på en del gøremål!
Energinen var stor fra morgenstunden, så sengetøj blev puttet i vaskemaskinen, så snart sidste mand havde forladt sengen, og så stod den på kogning af klejner
Det palmin, som blev til rest, blev der fremstillet fuglekugler af. En rest flerkornsblanding, lidt havregryn, solsikkefrø og nødder, blev blandet i palminen. Kageudstiksforme, kogle og engangsbægre blev fundet frem, og de fineste ophæng til fuglene blev det til. Ingen rester her!
Fuglene skal jo også mærke, at det er jul, synes jeg.
JGS (JENLE GUE SAGER) til vi mennesker blev der også fremstillet
Lakridsmandler, mums siger jeg bare!  Mandler ristet på panden, vendt i smeltet hvid chokolade og drysset med rålakridspulver. De kunne nok have været kønnere og se på, men de smager altså mega godt!
Der er gået lakrids i den her på matriklen i år.
 I sommer købte jeg en rulle lakridsmarcipan, som har opholdt si i fryseren indtil i dag. Betrukket med hvid eller mørk chokolade smager de små stykker rigtig godt. Almindelig macipan og marcipanbrød blev det også til
Vi skal vist lige smage et par stykker til kaffen i aften.
Så jeg synes godt nok også, at jeg har fået meget ud af min 1. feriedag, og er nu klar til at finde sofahjørnet, med strikketøj, og DK håndboldpigernes kamp mod Brasilien, uh jeg hepper på DK
Jeg håber selvfølgelig på dansk sejr!!!